Det er langt fra alle rejsende, der har lyst eller råd til at bo på de dyre og fancy luksus-hoteller, som får de fleste omtaler og beskrivelser i medierne.
Flere danske hotelkæder har succes med mere budget-rettede tilbud, men stadig ligger pænt over hostels i kvalitet og komfort.
Den mest kendte økonomi-kæde er nok Zleep, der begår sig flot i både Danmark og i udlandet. Det sker som regel med helt nybyggede hoteller.
Go Hotels er noget mindre i størrelse, men har netop præsenteret sin femte adresse i Storkøbenhavn.
Det er det tre-stjernede Go Hotel Herlev med 56 værelser i en nyrenoveret ejendom, der tidligere husede Herlev Kro & Hotel.
Værelserne findes i flere kategorier fra standard enkelt, over familie til Deluxe dobbelt. Desuden er der hotel-lejligheder til lang-tids ophold.
Go Hotel i Herlev har netop fået sine værelser på plads. Næste trin er at opdatere hotellets faciliteter med nyt indgangs-parti, en ny morgenmads-restaurant, ny kombineret bar og reception samt tre selskabslokaler og en gårdhave.
Priserne begynder ved 699 kroner pr. overnatning, hvilket gør det nye Herlev hus til det dyreste af Go hotellerne. De andre fås til priser fra 450 kroner pr. nat.
De fire andre er Go Hotel Copenhagen nær lufthavnen, Go Hotel City på Amager samt Go Hotel Ansgar og Saga på Vesterbro. Tilsammen har Go Hotels nu 579 værelser til rådighed….
(Indledningsfoto af familie-værelse: Go Hotel Herlev)
Skriv et svar