Sommerferien nærmer sig og dermed også problemer i områder af Europa, der bliver særlig fyldt af turister.
Nogle vil kalde det over-turisme, mens andre kun taler om ”almindelig travlhed”, som der foregår hvert år i sommer-månederne. Som erhvervslivet i de pågældende områder lever af og dermed svært kan undvære.
Ifølge nye analyser får den sydlige del af det ægæiske hav i Grækenland igen i år det største antal gæster pr. indbygger. Nemlig 110 overnatninger pr. lokal beboer. Det er det klart højeste antal i hele EU.
Tilløbet kan næppe undre. Til regionen hører nemlig de mest populære ferie-øer i Grækenland som f.eks. Kreta, Rhodos, Kos, Naxos, Santorini og Mykonos. I alt er der over 3.000 øer i området.
Her er Top-5 af europæiske regioner, som venter flest turister denne sommer. Tallet angiver antallet af turist-overnatning pr. lokal indbygger:
- Det sydlige ægæiske hav – 110 (artiklens indledningsfoto)
- De ioniske øer i Grækenland – 81
- Adria-kysten i Kroatien – 66
- Sydtyrol i Italien – 65
- De Baleariske Øer i Spanien – 53
Mange vil nok studse over, at Balearerne med Mallorca, Ibiza, Menorca, Formentera og Cabrera ligger helt nede på en femteplads.
Det er ellers det ferie-område i Europa, som tiltrækker sig mest medie-omtale for tiden efter højlydte borger-protester mod over-turisme og udenlandske besøgende, der hærger mere end holder ferie som afslapning.
Til gengæld bliver den europæiske andenplads også erobret af Grækenland med sin vestkyst ud mod Det Ioniske Hav.
Regionen går helt fra grænsen til Albanien i nord og ned til halvøen Peloponnes i syd. På den strækning finder man kendte rejsemål som f.eks. Korfu, Zakynthos, Paxos, Kefalonia, Ithaka og Lefkas.
Turismen stiger markant i området, hvor det er blevet populært med ø-hop, hvor man besøger flere af de maleriske kystbyer og idylliske bugter på samme rejse.
Måske lidt overraskende indtager Kroatien en europæisk tredjeplads i turist-tæthed. Adria-kysten strækker sig over flere hundrede kilometer og er præget af stenede strande, glasklart blåt vand og adskillige turist-hotspots. De mest kendte er byerne Split og Dubrovnik.
De fleste forbinder nok den nordligste region af Italien med vinter og alpint skiløb. I de senere år er Sydtyrol dog også begyndt at lokke turister til i store antal om sommeren.
Det giver en europæisk fjerdeplads, når millioner af feriegæster tager til Dolomiterne for at vandre, bade i en af de mange smukke bjergsøer eller bare nyde hyggen og den afslappede atmosfære i byer som Merano eller Bolzano.
Tallene om turist-tætheden stammer i øvrigt fra Statistisches Bundesamt, der er Tysklands pendant til Danmarks Statistik….
(Indledningsfoto til artiklen: Matthew Waring / Unsplash)
Skriv et svar