Selvom grækere og tyrkere lige nu puster og stønner under en hedebølge, der sender termometret op på over 45 grader i skyggen, afholder det ikke danskerne fra at købe sommerrejser i lange baner til det østlige Middelhav.
Danmarks tredje-største charter-ferie-udbyder Apollo kan således fortælle, at over 70 procent af rejserne i juli er solgt. Otte af ti af dem går til en græsk ø eller by.
Danskerne er for alvor begyndt at købe charter-rejser igen, efter at salget fladede ud i maj, hvor temperaturerne steg og solen skinnede flot over vores land.
Det betød samtidig, at priserne på ferierejser faldt usædvanlig stærkt i den periode. Er man fleksibel og kan rejse med kort varsel her i juni, kan man stadig gøre et kup.
”Hvis man drømmer om Middelhavet i juli, må man ikke sidde på hænderne for længe,” advarer Glenn Bisgaard. Han er salgsdirektør hos Apollo.
”De gode rejser bliver solgt hurtigt. Vi kan mærke, at dem, der har været afventende i foråret, er begyndt at vågne. Flere af de mest populære hoteller og fly-afgange bliver pludselig fyldt hurtigt op,” fortsætter han.
De mest trendy destinationer hos Apollo er øerne Kreta, Rhodos og den græske region Epirus.
Samtidig mærker Apollo en øget efterspørgsel på mindre kendte øer i Grækenland og ikke mindst kombi-rejser, hvor man besøger flere destinationer på samme ferie. Dem har Apollo over 60 af.
Ligeledes er Fuerteventura en af sommerens hits. Hele 60 procent af Apollos rejsende til den kanariske ø denne sommer skal på sports-hotellet Playitas Resort.
Fitness, idræt og aktiv ferie står åbenbart højt på listen hos danskerne, for flere af Apollos rene sports-hoteller i Grækenland er blandt de bedst sælgende denne sommer….
(Indledningsfoto til artiklen: Apollo)
Skriv et svar