Krydstogt-branchen er præget af to forskellige trends, der bevæger sig i hver sin retning.
Den ene er mere specialiserede skibe. De er typisk mindre og henvender sig typisk til bestemte målgrupper som f.eks. ”kun til voksne” eller dem, der har råd til at købe ekstra luksus.
Den anden er stadig større krydstogtskibe med lige så mange mennesker ombord, som der bor i en pæn stor dansk købstad.
Det seneste nye krydstogtskib hører til sidstnævnte kategori. Faktisk er ”Utopia of the Seas” fra Royal Caribbean International (RCI) verdens næststørste. Kun overgået af søsterskibet ”Icon of the Seas”.
Den nye kæmpe til søs blev officielt overrakt til RCI i går torsdag ved et arrangement på Chantiers de l’Atlantique værftet i Saint Nazaire i Frankrig.
Jomfru-rejsen skal efter planen foregå den 19. juli fra Port Canaveral i Miami, som bl.a. skal besøge rederiets private ø CocoCay på Bahamas.
”Utopia of the Seas” er designet til korte og intense krydstogter med mange mennesker. Når skibet er fyldt, vil der være 5.668 passagerer og en besætning på 2.300 ombord. De vil være fordelt på 18 dæk.
Skibet er beregnet til familier i alle aldre. Indretning og underholdning er derefter, så man både kan finde vilde action-prægede attraktioner og områder, hvor ældre passagerer kan finde lidt ro og hvile.
En af ”Utopias” helt store high-lights er Ultimate Abyss. Det er en 80 meter lang dobbelt rutsjebane, der går over 10 etager fra dæk 16 til dæk 6. Ultimate Abyss er verdens største tørre rutsjebane til søs.
Andre attraktioner er f.eks. FlowRider surf simulatoren, en svævebane, fem swimming pools, tre vand-rutsjebaner og otte varme bade.
Skibet tilbyder 21 forskellige restauranter og 23 barer. En af restauranterne sender sine gæster på en virtuel togrejse, mens de sidder og spiser.
På det gigantiske “Utopia” er der også blevet plads til to kasinoer og fem scener med live optrædende musikere og kunstnere.
Gæster kan vælge mellem 20 forskellige kabine-typer, hvor den mest imponerende er Royal Loft Suite. Den kan rumme op til seks gæster, der bl.a. har en stor privat balkon med whirlpool og et badeværelse med egen spa-pool….
(Indledningsfoto til artiklen: Royal Caribbean)
Skriv et svar