Fra gamle dage husker mange sikkert kombinationen af Diners Card og SAS EuroBonus, hvor flittige SAS rejsende fik sig et kreditkort til f.eks. indkøb i udlandet.
Nu ser SAS ud til at have fået en mere moderne udgave. Sammen med online-banken Lunar lancerer SAS nemlig Skandinaviens første betalingskort med EuroBonus point.
Det nye Visa-baserede kort gør det bl.a. muligt at optjene EuroBonus point på hverdags-indkøb i supermarkedet, cafeen og i forbindelse med sommerens oplevelse – men uden at handle på kredit.
Kortet er tilgængeligt for alle EuroBonus medlemmer og Lunar kunder i Skandinavien. Det er tilgængeligt både som en fysisk udgave a la Dankort og som en digital, der ligger som en app på mobiltelefonen.
For hver 100 kroner, der bruges på kortet, optjener brugeren otte EuroBonus point. Nye Lunar brugere modtager 3.000 velkomst point og de første 10.000 sågar 6.000 point.
Med det nye debet-kort optjener Lunars brugere automatisk EuroBonus point, når kortet bruges. Det fungerer til de fleste indkøb i Danmark, Sverige, Norge og i andre lande.
Kravet er naturligvis, at man er tilmeldt SAS’ rejse-fællesskab EuroBonus og er kunde hos Lunar Bank. I begge tilfælde kan det gøres på få minutter – hos Lunar via bankens app.
Lunars nye betalingskort er gratis med Lunars Unlimited pakke, men kan fås for et månedligt gebyr på 39 kroner i Lunars Standard, Light og Plus pakker.
Brugerens nuværende EuroBonus nummer forbindes til Lunar, så optjening af point kan begynde med det samme. Allerede optjente EuroBonus point bevares.
For SAS er den nye aftale med Lunar Bank ikke kun et nyt tilbud til sine mange nuværende EuroBonus medlemmer.
Via Lunar kommer SAS også i tættere kontakt med en yngre målgruppe, for hvem det er helt naturligt at handle og ordne deres bank-ting på en ren digital platform.
Lunar Bank er nemlig den første danske bank, der kun findes online. Banken blev stiftet i Aarhus i 2019 og har især gjort sig kendt i unge iværksætter-kredse.
I dag er Lunar en af de få banker, som er repræsenteret i hele Norden. Her har Lunar i dag over 900.000 privat- og erhvervs-kunder.
Det nye kort kan bestilles via Lunars bank-app fra i dag den 18. juni….
(Indledningsfoto til artiklen: Lunar)
Skriv et svar