Boeing flyver ind i det ene uvejr efter det andet.
Flygiganten er blevet taget i at sjuske med bygningen af sine maskiner flere gange og er nu sat under administration af de amerikanske myndigheder.
Topledelsen i Boeing er udskiftet flere gange, og nu kommer der så en ny skandale, som koster flyfabrikanten både milliarder af dollars og enorme mængder prestige.
Boeing kan nemlig ikke få de nye Air Force One fly klar til aftalt tid, så USA’s præsident kan gå ombord i verdens formentlig mest berømte fly.
Planen er, at to store Boeing 737-8 fly skal ombygges til præsidentens særlige krav. Samtidig omdøbes jumboerne til den militære type-betegnelse VC-25B.
Det er nemlig formelt set det amerikanske flyvevåben, der stiller maskinerne til rådighed for den siddende præsident. Derfor har de kælenavnet Air Force One, fordi er luftvåbnets fremste fly.
Egentlig skulle den første nye Air Force One lette første gang i her i november 2024. Nu ser det ikke ud til at ske før tidligst i marts 2026.
Samtidig udsættes også maskinens første såkaldte ”Power On”. Den dato, hvor der for første gang sættes strøm til det nye fly, sker ikke før i juli 2025.
Overordnet set hinker det enorme prestige-projekt nu to til tre år efter den allerede korrigerede tidsplan for VC-25B.
Allerede i midten af 2022 kunne man se, at den oprindelige plan slet ikke kunne holde. USA’s præsident skulle nemlig kunne bruge sin første nye Air Force One her i sommeren 2025.
Da var Boeings underleverandør af flyets indretning – GDC Technics – nemlig gået konkurs, så flyfabrikanten måtte disponere om og finde en anden, som kunne producere maskinens interiør til kabine osv.
Derudover blev Boeing ramt af virkningerne fra Corona pandemien. Vigtige personer blev syge. Andre blev afsløret i at arbejde på det hemmeligt stemplede projekt uden sikkerheds-godkendelse, og der viste sig at være tekniske fejl i kabel-lægningen inde i det store fly.
Tilbage i 2018 handlede den daværende præsident Donald Trump en fast pris på 3,9 milliarder dollars eller ca. 27,9 milliarder danske kroner for de to special-udrustede Boeing 747-8 maskiner.
Allerede dengang valgte Pentagon at spare penge ved at investere i to brugte Jumboer som basis for de fremtidige nye Air Force One fremfor at købe nyt hos Boeing.
Oprindeligt var flyene bygget til det russiske flyselskab Transaero. Det gik imidlertid konkurs, så Boeing var brændt inde med de to næsten færdigbyggede maskiner.
Den faste pris har kostet Boeing meget dyrt på grund af forsinkelser, højere udgifter til indkøb og de tekniske problemer.
Indtil videre skal Boeing have tabt mindst to milliarder dollars på projektet – tendens stigende….
(Indledningsfoto til artiklen: Boeing)
Skriv et svar