Kunstig intelligens (AI) er åbenbart både den mest saliggørende og skræmmende nyhed i vores hverdag og i erhvervslivets it-planlægning.
Det gælder også i rejsebranchen, hvor AI allerede i beskeden form har fundet indpas som chatbots i f.eks. flyselskabernes kundeservice.
Hos forbrugerne har AI dog endnu ikke den store betydning i f.eks. rejse-planlægning og -rådgivning. Her dominerer de populære sociale medier Instagram og TikTok.
Det viser den netop offentliggjorte ”2024 Summer Travel Survey” fra revisions- og rådgivnings-giganten Deloitte.
Kun 10 procent af amerikanerne vil således benytte kunstigt intelligente værktøjer som f.eks. ChatGPT i deres forberedelser til årets sommerferie.
Mest udbredt til rejse-planlægning er AI hos de 30- til 45-årige, som også kaldes for Millenials generationen. Her benyttes den nye teknologi hos 17 procent.
Indtil videre foretrækker amerikanske unge – og især Generation Z mellem 12 og 29 år – fortsat at lade sig inspirere til ferier af korte video-beskrivelser i sociale medier som Instagram, Facebook og TikTok. Nemlig hele 44 procent.
Deloittes eksperter regner dog med, at dette hurtigt kan ændre sig i de kommende år. Efterhånden som flere og bedre digitale rejse-assistenter med AI bliver udviklet.
At det sagtens kan ske, bliver allerede vist mange andre steder. AI-værktøjer som ChatGPT bruges allerede i vid udstrækning til f.eks. emails, skrive kode eller hjælpe med i lektierne.
I en artikel forleden i ”Jydske Vestkysten” om Tønder Gymnasium lød overskriften såledesx ”Der er ingen studenter i 3c uden hjælp fra ChatGPT”….
(Indledningsfoto til artiklen: Solen Feyissa / Unsplash)
Skriv et svar