Oftere og oftere ser man klima-aktivister demonstrere i lufthavne. Senest er de også blevet set flere gange uden for Københavns lufthavn.
Her er demoerne dog ikke helt så voldsomme som f.eks. i Hamburg eller i Stansted lufthavnen ved London, hvor det forleden lykkedes aktivisterne at oversprøjte popstjerne Taylor Swifts privatfly med orange maling.
Aktivisterne mener, at luftfarten slet ikke lever op til de løfter om grønnere transport, som de gavmildt udstrøede under Corona pandemien, hvor luften var usædvanligt ren, fordi de fleste fly stod slukket på jorden.
Senere forsøger mange flyselskaber sig med initiativer, hvor en del af billet-prisen går til miljø-projekter i f.eks. Afrika og Asien. Ting, som klima-aktivisterne kalder ren ”green washing.”
I de senere måneder har aktivisterne i stigende grad fokuseret på mindre privatfly og forretnings-fly.
De oplever angiveligt ikke samme grønnere udvikling som store rutefly og forurener derfor meget mere. Især, når man fordeler miljø-belastningen på hver passager.
Små elektriske drevne sportsfly flyver allerede en del steder. De første elfly i kommerciel rutedrift vil også være relativt små med plads til maksimalt 20-25 passagerer.
Tyske Sirius Aviation AG bevæger sig i en anden, men lige så grøn retning, som klima-aktivister formentlig vil modtage med klapsalver:
På MOVE Expo udstillingen i London præsenterede Sirius nemlig forleden verdens første brint-drevne fly, der kan starte og lande lodret – VTOL.
Det bedste ved Sirius spændende nye fly er, at de allerede snart kan gå i luften. De første flyvninger med mennesker ombord ventes at foregå i 2025.
Det nærmest science-fiction-agtige udseende får Sirius gennem et samarbejde med BMW Designworks og schweiziske Sauber Group, der er mest kendt for sine Formel-1 racere.
Samarbejdet er foreløbig mundet ud i to fly-varianter:
Med masser af luksus ombord henvender CEO Jet sig til forretningsfolk og private med tegnebogen i orden, mens Adventure Jet er beregnet til fem passagerer og en pilot på safarier i luften over jungler, bjerge, ørkener og vandveje.
Begge flytyper benytter brændsels-celler, flydende brint og 28 relativt små elmotorer. De kører helt uden forurening. Det eneste, de efterlader i luften, er nogle liter vand.
20 af motorerne sidder i de store vinger, mens de resterende otte er gemt i de forreste ekstra-vinger, som Sirius kalder for ”canards” på engelsk. De kan vippes 180 grader, så flyet kan starte og lande lodret.
CEO Jet varianten har plads til to piloter og tre passagerer, der sidder i brunt læder, ambient belysning og med et stort panorama vindue, der giver en flot udsigt.
Desuden har CEO Jet en stor skærm i kabinen, der kan vise film, tv, børs-informationer og aktuelle fly- og rejse-informationer.
CEO Jet har en tophastighed på 520 kilometer i timen. Rækkevidden er beskedne 1.850 kilometer, så det er ikke et fly, man benytter til en forretnings-rejse over Atlanten.
Adventure Jet er mere robust koncentreret og kommer bl.a. med et understel, der både kan starte og lande på land og vand. Rækkevidden er 1.050 kilometer på en opladning.
Begge fly kan som nævnt starte og lande lodret ligesom en helikopter. De behøver derfor ikke en rigtig lufthavn, men kan nøjes med f.eks. en p-plads eller det flade tag på en firma-bygning….
(Indledningsfoto til artiklen: Sirius Aviation AG)
Skriv et svar