Præcist i dag – den 8. juli – er det 39 år siden, at Ryanair havde sin første flyvning med passagerer.
Den foregik i 1985 mellem den lille Waterport lufthavn i det sydøstlige Irland og London Gatwick. Flyet var en beskeden Embraer EMB 110 Banderainte turbo-prop med plads til 18 passagerer.
Ryanair kom ikke rigtigt ud af stedet før i 1994, hvor flyselskabets nuværende topchef Michael O’Leary trådte til og indførte en drastisk lavpris-politik på basis af Boeing 737 fly.
Den strategi holder stadig og har i mellemtiden gjort Ryanair til Europas største flyselskab målt i antal passagerer og afgange.
Mens mange andre flyselskaber stadig kæmper med at komme i samme topform som før Corona pandemi, har Ryanair længe ligget i overhalingsbanen.
I den netop overståede juni slog Ryanair atter sine egne rekorder. Da fløj med Ryanair med 19,3 millioner passagerer.
Det var ikke kun 11 procent flere rejsende end i juni 2023. Det var også første gang i historien, at Ryanair transporterede over 19 millioner passagerer.
Til sammenligning solgte de to største flyselskaber i Skandinavien – SAS og Norwegian – begge omkring 2,5 og 2,6 millioner billetter i juni.
Ryanair er samtidig mester i at fylde sine fly til sidste plads. I gennemsnit var 95 procent af alle sæderne solgt i juni. Det er omkring 15 procent bedre end Norwegian og SAS.
Ifølge den europæiske flysikrings-tjeneste Eurocontrol har Ryanair i snit 3.592 afgange om dagen. Det er dobbelt så mange som nummer to – easyJet – med 1.788 starter hver dag.
I Københavns Lufthavn er Ryanair det tredje-største flyselskab efter SAS og Norwegian, mens irerne er nummer ét i Billund.
Ryanairs udvikling er interessant, fordi man stadig hører mange mennesker sige, at de ikke kunne drømme om at flyve med selskabet på grund af dets elendige service og mange gebyrer.
En ting er dog, hvad man har i munden. Noget andet i tegnebogen. Flere og flere europæere går nemlig efter at få deres flybilletter så billigt som muligt.
Ryanairs største problem er da heller ikke at lokke passagerer, men at skaffe tilstrækkeligt mange nye fly. Selskabets nuværende Boeing 737’er godt slidt af de mange starter og landinger hver dag.
Ryanair flyver nemlig udelukkende med Boeing 737 fly, og netop Boeing har måttet skrue produktionen ned på grund af kvalitetsfejl og flere grimme uheld med sine maskiner….
(Indledningsfoto til artiklen: Marty Sakin / Unsplash)
https://flysmart24.no/2024/07/03/tidenes-passasjer-rekord-for-utskjelte-ryanair/
Skriv et svar