Fra mandag den 15. juli udvider Thailand antallet af lande, hvis indbyggere kan opholde sig i længere tid i Thailand.
Nemlig fra 57 til 93. Danmark er et af disse lande, oplyser nyhedsmediet Bangkok Post i dag.
Thailand vil gerne sætte mere gang i turismen – også uden for højsæsonen, der typisk falder, når vi har vinter i Danmark.
Med 60 dages visa-fri ophold vil Thailand gerne appellere til et andet publikum end charter-turisterne.
Digitale nomader er et af dem. Mennesker, som typisk kan arbejde overalt – bare de har en god internet forbindelse, mobiltelefoni og strøm til laptoppen.
De vil dog nok være endnu mere interesseret i et nyt Destination Thailand visum, som gælder i fem år. På dette visum kan man bo i 180 dage ad gangen i Thailand.
Endelig vil Thailand forlænge sine studie-visa til højere uddannelser med et ekstra år efter eksamen, så de pågældende får mulighed for at finde jobs lokalt eller tage på rejse. Tidligere skulle de forlade landet straks efter eksamen….
(Indledningsfoto til artiklen: Colin+Meg / Unsplash+)
Skriv et svar