Hvis der er noget, som der har været skrevet masser om i de senere år, er det elektrisk trafik.
Mest oplagt for de fleste er selvfølgelig elbiler, som har gjort deres store sejrsgang i Danmark.
Langt fra så meget omtale henter elektriske passagerfly, selvom politikere godt kan lide at tale om en grøn fremtid for luftfarten.
Problemet er blot, at flyene fortsat har et stort problem i forhold til bilerne. De skal løfte sig fra jorden med tunge batterier og flere mennesker ombord.
Lige nu kunne det se ud, som om ES-30 fra svenske Heart Aerospace bliver første grønne fly i lufthavnene.
Det hybrid-drevne fly, som bl.a. SAS har investeret i, skal efter planen gå i drift fra 2028.
Det bliver med op til 30 passagerer og et meget begrænset rutenet. Flyet kan nemlig kun klare 200 kilometer på den batteri-teknologi, som kendes i dag.
Det bliver altså ikke med Heart ES-30, at vi rejser forurenings-frit fra København til London eller Mallorca med. I hvert fald ikke på batteri.
København til Rønne vil gå rent elektrisk, men ikke til Billund og Aalborg. Her er afstandene i luftlinie på henholdsvis 220 og 238 kilometer.
Godt, at det svenske fly så også har to benzin-drevne generatorer ombord, der kan fodre de fire propeller. De forurener ganske vist, men fordobler rækkevidden til 400 kilometer.
Skærer man så også passagertallet ned fra 30 til 25, fordobles kilometer-tallet igen – til 800 eller 497 miles i flyversprog.
Så bliver Heart ES-30 meget mere realistisk for flyselskaber på korte ruter. Men så forsvinder de helt grønne kulør altså også.
Vi hørte første gang om Heart Aerospace tilbage i 2021, da det svenske selskab med base i Göteborg præsenterede konceptet til et rent elektrisk fly – ES-19. Som navnet antyder, skulle det have plads til 19 passagerer.
Flere flyselskaber inklusive Finnair, SAS, United Airlines og Air Canada viste deres store interesse, men meget mere kom der ikke ud af den drøm.
Heart skrottede nemlig hurtigt sine planer for ES-19 og satsede i stedet på en meget større ES-30 variant.
Den skulle samtidig gå fra at være helt elektrisk til at blive en hybrid konstruktion, hvor to motorer på almindeligt flybenzin hjalp med til at øge rækkevidden.
Nu er Heart omsider blevet mere konkret og melder ud, at de første flyselskaber vil kunne sætte ES-30 i rute om fire år.
De vil ikke kun høste klima-mæssige fordele, fordi ES-30 kan bevæge sig rent elektrisk på noget af strækningen.
Nyheden skal også støje meget mindre end konventionelle passagerfly på turbo-prop eller jetmotorer.
Dertil kommer, at elmotorer har et meget højere drejnings-moment og derfor kan få kræfterne meget hurtigere frem.
I praksis vil det betyde, at Heart ES-30 kan starte og lande på bare 1.100 meter. Dermed kan ruter til mindre provins-lufthavne være en god mulighed.
Endelig lover Heart Aerospace, at ES-30 bliver markant billigere at holde i drift end dagens små passagerfly.
Alt sammen er det argumenter, som leder-etagen i de fleste flyselskaber godt kan lide at høre: Mere klima-rigtigt og billigere i vedligeholdelse og brændstof.
Heart Aerospace oplyser, at man har faste ordrer på 250 af ES-30. Oveni kommer options på 120 maskiner og hensigts-erklæringer på 191….
(Indledningsfoto til artiklen: Heart Aerospace)
Skriv et svar