Helt som forventet kunne SAS notere en fremgang i passagertal i den ekstra travle juli, der præges af sommerferie rejser.
2.535.000 passagerer købte billet hos SAS i årets syvende måned. Det er fem procent flere end i juli for et år siden og 74.000 flere end i juni, der endte på 2.461.000 rejsende.
SAS blev dermed overhalet klart af ærkerivalerne fra Norwegian, der kunne glæde sig over 2.857.158 passagerer i juli.
Det er en forskel på hele 332.000 rejsende, hvor de to flyselskaber ellers lå side om side i juni.
SAS hinker også bagefter i den såkaldte ”load faktor”, der fortæller, hvor stor en andel af de tilbudte sæder er solgt.
Det er en vigtig detalje, når flyselskaber skal finde ud af, om de tjener penge på en flyafgang eller ej.
Hos SAS lå belægningen på 87,4 procent, hvilket er en af SAS’ bedste måneder nogensinde.
Ikke desto mindre kunne Norwegian fremvise 92,5 procent. Norwegian placerer sig dermed i klasse med Ryanair, der er europa-mestre i at fylde sine fly.
I juli havde SAS størst fremgang på de europæiske og inter-skandinaviske ruter, hvor passagertallet voksede med 13,3 procent i forhold til samme måned for et år siden.
Vækst havde SAS også på de lange inter-kontinentale ruter med et plus på 6,8 procent. Til gengæld faldt passagertallet på indenrigs ruter med 8,6 procent.
Ligesom alle andre flyselskaber i Europa havde SAS lidt problemer med at få sine rutefly frem til tiden. Det skyldes bl.a. stor travlhed i europæisk luftrum i juli.
75,4 procent af SAS’ fly landede med mindre end 15 minutters forsinkelse i forhold til fartplanen. Hos Norwegian var denne procent helt nede på 67,6….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar