De største krydstogtskibe på havet i dag er mere end dobbelt så store som deres forgængere, der sejlede ved årtusindeskiftet i 2000.
Med det nuværende vokseværk vil de største krydstogtskibe i 2050 være næsten otte gange større end den legendariske Titanic.
De vil få plads til 11.000 passagerer, hvor det største skib på havet i år kan tage 7.600. Dertil skal lægges en besætning på 2.000.
Samtidig er antallet af krydstogtskibe fordoblet i de seneste 24 år – til 515 i dag. Tilbage i 1970 var der kun 21 af dem.
Tallene kommer fra den europæiske miljø-organisation Transport & Environment (T&E). Den har 63 medlemmer og 10 supportere i 24 lande – heraf to i Danmark.
T&E advarer, at krydstogterne store popularitet og øgningen i skibenes størrelse sker på bekostning af klima og miljø.
En del krydstogt-rederier forsøger at løse forurenings-problemet ved at skifte fra traditionel fuel-olie og over til flydende naturgas (LNG).
Det er en forbedring, men slet ikke nok til at kompensere for den øgede miljø-belastning, siger T&E.
Organisationen opfordrer derfor rederierne til at investere meget mere i grønne teknologier, der kan reducere deres CO₂ belastning og lokale luft-forurening.
Den tilføjer, at det ikke er rimeligt, at krydstogtskibe i dag er undtaget fra de fleste brændstof-afgifter og skatter.
Miljø-folkene foreslår derfor at indføre en krydstogt-skat på 50 euro pr. passagerer.
Den vil indbringe 1,6 milliard euro – ca. 12,1milliarder kroner – årligt på verdensplan. I Europa alene vil det være 410 millioner euro eller 3,1 milliard kroner.
Penge, der kan bruges til at forske i renere skibsmotorer og til at støtte lokale initiativer, hvor krydstogter belaster miljøet ekstra voldsomt.
Verdens største krydstogtskib – Icon of the Seas fra Royal Caribbean – stak til søs første gang i janur. Det er på enorme 345.000 tons, hvilket er fem gange mere end Titanic.
Icon of The Seas er længere end 15 blåhvaler. Det rummer 40 restauranter, syv swimming pools og er reelt set en flydende by. Faktisk større end flere danske købstæder.
”Dagens cruisezillas får Titanic til at ligne en lille fiskekutter. Hvor meget større kan disse giganter blive? Krydstogter er turisme-industriens hurtigst voksende sektor, og deres forurening kommer hurtigt ud af kontrol,” siger Inesa Ulichina. Hun er ”sustainable shipping officer” hos T&E.
Ulichina tilføjer, at CO₂ udledningen fra krydstogtskibe i Europa var næsten 20 procent højere i 2022 end i 2019 – det sidste år inden Corona pandemien.
Ifølge T&E udgør skibe til LNG brændstof kun 38 procent af de krydstogtskibe, der er bestilt på verdensplan.
LNG forurener mindre og udleder lavere mængder af CO₂, når det forbrændes. Til gengæld udleder LNG metan. Et drivhus-gas, der er over 80 gange stærkere end CO₂.
Metan forurening fra LNG motorer kan derfor gøre krydstogtskibe meget mere farlige for klimaet end traditionelle skibs-brændstoffer:
”Den eneste grønne løsning til at “dekarbonisere” maritime aktiviteter er e-fuels. Krydstogter er luksus, og rederierne må tage et større ansvar for deres klima-gerninger. Fine ord er ikke nok. Action er påkrævet,” advarer Inesa Ulichina.
T&E har lavet en rapport, der konkluderer, at grønne e-fuels kan drive næsten fire procent af Europas skibe i 2030.
Udfordringen er imidlertid, at energi-selskaberne ikke kan fremstille nok e-fuels i forhold til behovet. Desuden er der problemer med lagring og distribution af e-fuels.
Det skulle dog ikke berøre krydstogtskive, da de sejler på de samme ruter med fast kalender datoer. Derfor må der være relativt nemt at planlægge optanknings-behov og -tidspunkter.
T&E’s nye rapport vurderer ligefrem, at overgangen til grønne brændstoffer kan være en finansiel fordel for krydstogt-rederierne:
Som følge af EU’s nye beskatning, der trådte i kraft til nytår, vil det i 2030 blive 13 procent dyrere for skibe at sejle på kun fossile brændstoffer end, hvis de blandede fire procent e-metanol i tankene.
Prisstigningerne vil så være over 30 procent i 2040 og mere end 80 procent i 2050, hvis man undlader at blande e-fuels i brændstoffet….
(Indledningsfoto til artiklen: Kristina Ryaguzova / Unsplash)
Skriv et svar