Efter Corona pandemien, hvor det bare gjaldt om overlevelse for det meste af rejse-branchen, er der nu gået mode i at binde sine kunder tættere til sig.
Det gøres ofte bedst ved hjælp af såkaldte loyalitets-programmer, hvor rejsende optjener point, når de køber en flybillet eller en overnatning på hotel.
I Skandinavien er SAS’ Eurobonus det mest kendte af disse kunde-programmer med knap otte millioner medlemmer.
For nylig gik flyselskabet Norwegian og hotelkoncernen Strawberry sammen om et fælles loyalitets-program, der hedder Spen.
Og nu følger Nordens største hotelkæde – Scandic – så efter med en radikal fornyelse af sit eksisterende Scandic Friends program.
Det nye Scandic Friends begynder med tre millioner medlemmer og er derfor det største af sin slags i den nordiske hotel-industri.
Målet er, at Scandic Friends skal fordoble sit medlemstal frem til 2030. Godt rustet er Scandic, for det gamle Friends program stod for 38 procent af det samlede antal solgte hotelnætter i kæden i 2023.
Det nye Scandic Friends har en anderledes struktur og design, og programmet går fra fem til syv medlems-niveauer.
Hvert niveau inkluderer særligt udvalgte fordele og tilbud, som imødekommer gæstens behov, uanset hvor ofte gæsten interagerer med Scandic.
Medlems- og niveau-specifikke fordele er også blevet forbedret med henblik på at gøre det nemmere at optjene og bruge point, tilgå forskellige fordele og rykke et niveau op.
Desuden skal medlemmer få større mulighed for at forbedre deres ophold gennem ekstra ydelser som f.eks. opgraderinger eller forudbestilte forfriskninger på værelset.
En vigtig del af udviklingen af det nye program har været at afholde og analysere dybdegående interview med eksisterende og potentielle medlemmer.
Det nye Scandic Friends trådte i kraft i går den 27. august 2024. I løbet af de næste par dage vil eksisterende medlemmer blive overført til det nye program, der har følgende trin:
- New Friend – 0 point
- Good Friend – 5.000 point
- Close Friend – 10.000 point
- Dear Friend – 25.000 point
- Loyal Friend – 100.000 point
- True Friend – 250.000 point
- Best Friend – 400.000 point eller 100 nætter
(Indledningsfoto til artiklen: Scandic)
Skriv et svar