Fra i dag den 1. september 2024 har SAS fået nye ejere. SAS er fløjet ud af sin betalings-standsning, og SAS er medlem af SkyTeam samarbejdet i stedet for Star Alliance.
Man kan også sige, at SAS tager fat på sit nye liv. Samarbejdet med gamle venner er slut, og mange helt nye partnere træder ind i stedet.
Trofaste SAS rejsende vil mærke forandringerne på flere områder, men nok ikke alle sammen lige med det samme. Den fulde integration i det nye SkyTeam vil tage et stykke tid.
Dem, der vil føle ændringerne mest, er de mennesker, som rejser ofte med fly – og dem mest, der flyver på de lange ruter.
Indtil i dag var Lufthansa, Turkish Airlines, Swiss, Singapore Airlines og United de nærmeste samarbejds-partnere for SAS.
Det var de flyselskaber, som SAS koordinerede ruter med. Det var også dem, man havde code-share aftaler med.
Det vil sige, at man kunne flyve på kryds og tværs på samme billet med samarbejdets deltagende flyselskaber.
Fra i dag og fremover hedder flyselskaberne bl.a. Air France, KLM, Delta Air Lines, Korean Air eller Virgin Atlantic.
Desuden vil Singapore Airlines fortsætte sit mange-årige code-share samarbejde med SAS, selvom de to flyselskaber fra i dag er medlem af to forskellige alliancer.
Hvis du skal rejse i Skandinavien eller Vest- og Sydeuropa, vil du ikke mærke meget forskel på det gamle og det nye SAS.
Det er, når du skal til rejsemål, som SAS ikke dækker med egne direkte ruter , at ændringer kan komme. Så vil det typisk være med andre flyselskaber end hidtil.
Med nu 24 medlemmer er SAS’ gamle Star Alliance lidt større end det nye SkyTeam, der kommer op på 20, når SAS regnes med.
I den forbindelse reklamerer SAS med, at SkyTeam fremover bliver den eneste alliance, der betjener både verdens sydligste og verdens nordligste kommercielle lufthavne. Nemlig Ushuaia i Argentina og Svalbard i Norge.
Der vil også komme nye knudepunkter – hubs – som man kan udnytte til at rejse nemt videre ud i verden.
Det ene er allerede i fuld gang. Nemlig Delta Air Lines hjemmebane i verdens største lufthavn i Atlanta i den amerikanske sydstat Georgia.
Andre er f.eks. KLM i Schiphol i Amsterdam, Air France i Charles de Gaulle i Paris eller Virgin Atlantic i Heathrow i London.
Hvis man er Frequent Traveller hos SAS, bliver en af de nye ændringer også, at man skal holde udkig efter andre lounges, man kan benytte i lufthavnenes lounger. Fremover skal det være SkyTeams – ikke længere Star Alliance’.
Den måske største forskel kommer de knap otte millioner medlemmer af SAS’ Eurobonus til at mærke. De skal fremover optjene deres point hos SAS og de øvrige SkyTeam medlemmer.
Selve Eurobonus vil fortsætte, og medlemmernes optjente point op til i går vil blive omdannet til SkyTeam bonus, som kan benyttes hos de nye partner-flyselskaber.
Eurobonus integrationen er dog ikke 100 procent fra første dag. Man kan optjene og bruge point hos de fleste SkyTeam, men ikke hos alle.
Hvis man har Silver status i Eurobonus, vil man fremover blive betragtet som SkyTeam Elite. Tilsvarende vil Eurobonus Gold og Diamond medlemmer være SkyTeam Elite Plus.
De to sidstnævnte kategorier vil også få adgang til SkyPriority services og lounger verden over.
SAS har lavet en fin lille online side, hvor man kan læse mere om overgangen til SkyTeam og ændringerne i Eurobonus. Den kan findes via dette direkte link….
(Indledningsfoto til artiklen: Beckett P / Unsplash)
Skriv et svar