En million flere end sidste år rejste i juni, juli og august via Københavns Lufthavn (CPH). I alt fløj ni millioner passagerer til og fra København.
Især var der fremgang i antallet af passagerer på de europæiske ruter. Desuden var der flere transfer-rejsende, der brugte Københavns Lufthavn til at flyve videre ud i verden.
I august alene gik 2,95 millioner rejsende gennem terminaler og gates i CPH. Det er 360.000 flere end i samme måned for et år siden.
Dermed et Danmarks største lufthavn tilbage på niveau med de travleste somre i 2018 og 2019 – før Corona pandemien.
Fremgangen er sket, selvom CPH faktisk havde færre starter og landinger i sommer. Forklaringen er, at flyselskaberne indsætter større og mere moderne fly, så der er flere mennesker ombord på hver afgang.
I august lettede og landede således 22.153 passagerfly i Københavns Lufthavn. Til sammenligning var det 23.261 fly i august.
Flyselskaberne er også blevet dygtigere til at sælge sæder: I august 2024 var 81 procent af pladserne besat – den såkaldte belægningsgrad – mod 79 procent i 2019.
Størst interesse var der for at tage flyet til europæiske destinationer. I de tre sommer-måneder rejste 12 procent flere til lande i Europa i forhold til sommeren sidste år.
Ifølge CPH var det især lufthavnens tre største flyselskaber, der trak det tunge læs. Nemlig SAS, Norwegian og Ryanair.
”85 procent af vores samlede trafik i lufthavnen går til og fra destinationer i Europa. Vi kan se, at det er danskere, der rejser mod solen i Sydeuropa, men også flere sydeuropæiske turister der besøger Danmark og København,” forklarer Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
I toppen over sommerens mest populære lande at flyve til ligger Spanien på en suveræn førsteplads med 716.000 rejsende. Efterfulgt af Italien, Grækenland, Frankrig og Tyrkiet.
Den mest markante fremgang i antallet af passagerer var der på ruterne til og fra Italien:
I de tre sommermåneder rejste 609.000 personer mellem København og en italiensk lufthavn. Det er en stigning på 35 procent sammenlignet med sidste år.
Det andet, meget vigtige tal for CPH er andelen af transfer-passagerer i lufthavnen:
København ønsker nemlig ikke kun at være Danmarks og Skandinaviens største lufthavn. Målet er også at være Nordeuropas førende hub – trafik knudepunkt på dansk.
Det vil sige, at Københavns Lufthavn bliver det naturlige centrum i vores del af verden til at skifte fly og rejse videre til andre dele af kloden. Typisk på længere flyruter.
I de tre sommer-måneder steg antallet af transfer-passagerer med 19 procent, når man sammenligner med sidste år.
Langt de fleste transfer-passagerer i CPH kommer flyvende ind fra lufthavne i Nordeuropa -og især fra Sverige, Norge og resten af Danmark.
Hvis man ser på hele året, er der til og med august foretaget godt 3,7 millioner transfer-rejser til og fra Københavns Lufthavn.
SAS, der er det største flyselskab i lufthavnen, står for broderparten – nemlig ca. 80 procent….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar