Hvis du drømmer om at blive en kendt fotomodel, men ikke ved hvordan, er det måske en god idé at flyve forbi Londons Heathrow lufthavn.
Her vil det britiske fotomodel agentur MiLK Collective sende scouts ud i Europas største lufthavn, hvor de skal holde øje med potentielle nye ansigter, der kan pryde reklamer, modeshows og forsider på modeblade i fremtiden.
Det sker i dagene omkring og under London Fashion Week, der holdes fra den 13. til den 17. september. Scoutene vil primært stå i Heathrows Terminal 5.
At der ikke kun er tale om et reklame-stunt bevises af, at den berømte fotomodel Kate Moss blev opdaget i 1988 som 14-årig i New Yorks JFK lufthavn, da hun sammen med sin far ventede på et fly tilbage London efter en solferie på Bahamas.
Resten er historie. Kate Moss blev en af verdens mest brugte fotomodeller.
Nu vil Heathrow i London gerne være det næste sted, hvor fremtidens fotogene ansigter bliver fundet.
London Fashion Week lokker op til 1,75 millioner passager til, der rejser til og fra den store lufthavn. Mange af dem er chefer i modebranchen, designere, journalister, fotografer og ansatte hos tøjmærkerne.
I modeverdenen er The MiLK Collective kendt for at gå ind for diversitet, inklusion og ofte at bryde konventioner og traditioner.
Agenturets scoutere vil stå i Heathrow med øjnene vidt åbne for at finde interessante mennesker i alle aldre. De skal have personlighed og en god fornemmelse for stil.
De mennesker, der bliver scoutet med succes i Heathrow, kan få en fotomodel kontra på mindst et år med The MiLK Collective.
Scouterne har i øvrigt været i gang i lufthavnen hele sommeren:
”I en lufthavn finder man et enormt mix af mennesker fra hele verden. Mange af dem ville være oplagte som nye modeller,” forklarer Anna Shillinglaw. Hun er stifter af og topchef i The MiLK Collective.
”Når jeg selv skal afsted med fly, kan jeg ikke lade være med at holde øje med andre passagerer. Personligt har jeg scoutet flere nye modeller, mens de stod og ventede på et fly, tjekkede ind eller hentede deres kufferter ved bagage-båndet,” fortsætter hun.
Hun tilføjer, at det tøj, passagerer rejser i, kan fortælle meget om deres personlighed. ”Airport Fashion” kalder Anna Shillinglaw det.
Siden juni har Heathrow lufthavnen, der har dansk topchef, håndteret over 30 millioner passagerer. Med andre ord må antallet af kandidater af til en fotomodel karriere også være stor….
(Indledningsfoto til artiklen: Matt Crossick / PA Media Assignments)
Skriv et svar