Når folk tager på rejse i udlandet, er det sjældent, at de bare sidder og kukkelurer på hotelværelset og ser tv under opholdet.
Mennesker vil underholdes. De vil ud og se værtsbyens restauranter, kultur, shopping og turist-attraktioner.
Det har ikke ændret sig i de senere år, siden Corona pandemien lukkede for både rejser og fornøjelser i en periode fra 2020 og frem.
Nattelivet har for længst genåbnet efter pandemien, men det ser ikke ud som før – fortæller det store britiske medie ”Time Out.”
I London f.eks. er tusinder af klubber, diskoteker, barer og pubs lukket. Samtidig er leve-omkostninger og priser steget så meget, at det er gået hårdt ud over nattelivet.
”Time Out” nævner sågar rygter om, at unge mennesker slet ikke går ud længere.
Det vil gå-i-byen mediet dog ikke selv mene. Nattelivet i storbyerne er ikke dødt, men det er anderledes.
Tiden for superklubber er forbi. In er til gengæld barer, hvor man lytter til hinanden og til musikken. Det samme er ”word-of-mouth raves” og udendørs events.
Begrebet ”sober clubbing” er på vej frem, mens country musik ikke længere kun kan fylde dansegulvene i USA, men overraskende nok også i England.
For at hjælpe nysgerrige turister og partyglade mennesker på vej har ”Time Out” nu lavet en ny udgave af sin hitliste over, hvilke storbyer i verden der er de bedste at gå i byen i.
I den forbindelse har det populære online medie spurgt mange tusinde af sine læsere om deres erfaringer med nattelivet verden rundt.
Undervejs har de skullet svare både på underholdnings-værdi, party-stemning og prisniveau. Vildt dyre entré-billetter og en øl til 100 kroner kan nemlig hurtigt ødelægge fest-humøret.
Oveni har ”Time Out” så interviewet internationalt kendte DJ’s, hvilke tre hovedstæder for natteliv de vil nominere.
I Europa er det især fire storbyer, der markerer sig på ”Time Outs” globale gå-i-byen hitliste. De er Berlin i Tyskland, Rotterdam i Holland, Manchester i Storbritannien og Budapest i Ungarn.
Hvis man har råd, lyst og tid, skal man rejse længere bort for at finde mange af klodens 10 bedste storbyer at feste i. Så ser den aktuelle hitliste således ud:
- Rio de Janeiro i Brasilien
- Manila i Filippinerne
- Berlin i Tyskland
- Guadalajara i Mexico
- Austin i Texas i USA
- Lagos i Nigeria
- Rotterdam i Holland
- Manchester i England
- Budapest i Ungarn
- Accra i Ghana
Lige under Top-10 lander så storbyer som Buenos Aires i Argentina, Taipeh i Taiwan og Singapore.
I kan se den komplette oversigt inklusive beskrivelser af nattelivet i de enkelte storbyer via følgende direkte link.
Til sidst de professionelle discjockeys valg til de tre hotteste dansebyer i verden. De er Barcelona i Spanien, Hong Kong i Kina og Brisbane i Australien….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar