Hvis man flyver meget lavpris, vil man hurtigt have vænnet sig til, at alle ting koster ekstra.
Længe har de såkaldte ”full service” holdt imod for at kunne retfærdiggøre, at deres flybilletter er noget dyrere.
Men også disse selskaber har haft spare-saksen fremme. Det har man især kunnet mærke, når man fløj på Economy Class med f.eks. SAS, British Airways eller Lufthansa på de kortere ruter i Europa.
Her er det for længst slut med at forvente gratis drikkevarer, snacks eller små måltider.
Et af de få ”full service” selskaber, som har fastholdt den udmærkede service, er KLM. Her serverer man fortsat gratis drikkevarer og en typisk hollandsk sandwich med ost. Også helt ”nede” på Economy.
Den luksus kan dog snart være historie hos KLM.
Det hollandske flyselskab, der siden den 1. september er medejer af SAS, overvejer nemlig at skære gratis mad og drikke bort hos sine passagerer med de billigste billetter.
”Vi er nødt til at kigge på vores omkostninger og på, hvad vores passagerer virkeligt har brug for. I den kommende tid vil vi afprøve flere forskellige nye koncepter,” forklarer Tom Verbugt til ”Trends & Travel”.
Han er Air France-KLM’s general manager for Nordeuropa.
Verbugt var i København i går for at fejre, at KLM’s splinternye Airbus A321neo fly landede i den danske hovedstad for første gang.
Et af de nye koncepter kunne være, at KLM fortsat vil servere gratis kaffe, te og vand og muligvis også også en lille snack. Alt andet vil koste så koste ekstra.
Folk, der flyver på Economy med KLM i de næste måneder, skal dog ikke være bekymrede over, om de får frastjålet deres ellers obligatoriske ostemad.
Hvis KLM skulle beslutte sig til at skære ned i sin gratis service på Europa-flyvninger, vil det i givet fald først ske i anden halvdel af 2025.
Det er i øvrigt lidt interessant at følge service-forandringerne hos de europæiske ”full service” flyselskaber.
Hos SAS har man hele tiden fået kaffe, te og vand gratis på Economy. Fløj man med et selskab fra Lufthansa Group på eksakt samme rute, kostede en kop kaffe op til fem euro.
Netop Lufthansa overvejer lige nu at gå den modsatte vej af KLM: Tyskerne vil nemlig prøveflyve et nyt koncept med gratis drikkevarer på Economy på udvalgte ruter. Ikke kun kaffe og te, men også sodavand, øl og vin.
Men tilbage til KLM’s debut med sit splinternye Airbus A321neo fly, der landede i Københavns Lufthavn første gang i går mandag formiddag.
Det var faktisk flyets jomfru-rejse, for KLM havde valgt, at flyet på sin første dag i luften skulle flyve til den danske hovedstad, Berlin og Stockholm.
På turen fra Amsterdam havde flyet 185 passagerer med til København. På retur-rejsen til Amsterdam var der 221 rejsende ombord.
KLM har tidligere primært benyttet Boeing 737 fly til sine europæiske ruter, men de nye Airbusser er både hurtigere, mere støjsvage, mindre forurenende og lyse i deres kabine-indretning.
KLM og Københavns Lufthavn har i øvrigt et helt særligt forhold – eller skal vi kalde det historik.
KLM var nemlig det første udenlandske flyselskab, der benyttede lufthavnen på Amager. I 2025 er det 100 år siden….
(Indledningsfoto til artiklen: Mark Wagtendonk / KLM)
Skriv et svar