Det er ikke længe siden, at Wi-Fi og internet på passagerfly var så sløvt, at man kun kunne bruge det e-mails og lidt web-surfing. Online-spil og streaming var utænkeligt.
Oveni er der fortsat mange flyselskaber, der slet ikke tilbyder Wi-Fi eller kun ruller det langsomt ud i sin flåde.
Fra næste år skruer Air France op for sit Wi-Fi, så det er både lige så hurtigt som internet nede på jorden – og nok så vigtigt – bliver gratis for alle passagerer. Altså også på Economy.
Air France tilbyder allerede (langsomt) internet på 90 procent af sine fly. Det erstattes nu af Starlink Wi-Fi service på samtlige maskiner.
Passagerer hos Air France får adgang til Starlink via deres smartphone, laptop, tablet eller bærbare spille-konsol.
Det vil sågar være muligt at have to eller flere enheder koblet på samtidig, selvom man befinder sig i et fly 11.000 meter over jord-overfladen.
Normalt skal man være medlem af Air France’ Flying Blue kundeklub for at få adgang til Wi-Fi ombord. Hvis man ikke er medlem, kan man melde sig til på få sekunder.
Ud over den gratis Wi-Fi giver Flying Blue også en række andre fordele hos både Air France, søsterselskabet KLM og nu også hos SAS, efter at det skandinaviske flyselskab er blevet delvist ejet af de franske og hollandske kolleger.
De fælles fordele er bl.a. codeshare, så man bruge samme billet på kryds og tværs af flyseskaberne. Desuden opsamler man SAS Eurobonus point.
Air France begynder at rulle den nye Starlink service ud på alle sine fly fra sommeren 2025. Det gælder også flyselskabets regionale datterselskaber.
Under udrulningen af Starlink vil Air France fortsætte med at tilbyde sin nuværende og langsommere Wi-Fi service.
Den omfatter et gratis ”Message Pass” – altså email – til Flying Blue medlemmer, mens f.eks. adgang til surfing på internet koster ekstra. Dog ikke for holdere af Flying Blue Ultimate og La Premiere status hos Air France.
Starlink er verdens største netværk af små satellitter, der dækker stort set alle områder af kloden. Det er en del af Tesla-ejeren Elon Musks SpaceX imperium, som også bygger kommercielt anvendelige rumraketter.
Starlink har stærk fremgang for tiden. Det er således kun to uger siden, at store amerikanske United Airlines meldte ud, at man indfører systemet gratis i alle sine fly.
Mindst otte flyselskaber har nu meldt sig under fanerne hos Starlink. Ud over Air France og United Airlines er det airBaltic i Letland, Air New Zealand, JSX i USA, Qatar Airways, Hawaiian Airlines og Zipair i Japan….
(Indledningsfoto til artiklen: Air France)
Skriv et svar