Når Norwegian Cruise Lines to første skibe i den nye store Prima Plus kasse – Norwegian Aqua og Norwegian Luna – står til søs med betalende passagerer fra henholdsvis april næste år og april 2026, bliver det med en række spændende nyheder om bord.
Begge skibe får f.eks. Mandara Spa og Salon samt Pulse Fitness centre i et helt nyt design og med de seneste nye tiltag i træning og helbreds-komfort.
Desuden får de to krydstogt-skibe som noget helt nyt en særlig Game Zone, der spreder sig over to dæk.
Her kan passagererne bl.a. fornøje sig med en mini-golfbane, der har 12 inter-aktive huller og en separat pickleball bane.
I skibenes spa-centre mødes passagererne af et vandfald i to etager og trapper i marmor. Det hele lyser langt væk af luksus og velvære.
Nyt i spa-områderne er også en ler-sauna, der skal re-vitalisere huden gennem afgiftende rensning og skånsom exfoliering.
Passagererne kan vælge mellem en hel stribe forskellige behandlinger inklusive thalasso-terapi, der lindrer muskel-spændinger og forbedrer blod-cirkulationen.
Endelig kan krydstogt-gæsterne nyde fuld udsigt over havet, mens de knokler løs i de nye Pulse Fitness centre ombord. Her er et stort udvalg af maskiner, træningstimer og et dedikeret spinning-studie.
Norwegian Aqua bliver færdig først og vil fra april 2025 stævne ud fra Port Canaveral i Florida op syv-dages Karibien kryds til bl.a. Puerto Plata i Den Dominikanske Republik, Tortola på De Britiske Jomfru-øer, St. Thomas og Great Stirrup Cay. Sidstnævnte er rederiets private ø på Bahamas.
Senere næste år i augst skal Norwegian Aqua tage på fem- og syv-dages togter fra New York til Bermudas. Året afsluttes med øst-karibiske sejladser fra Miami fra oktober 2025 til april 2026.
Søsterskibet Norwegian Luna følger efter den 4. april 2026. Også her bliver det med krydstogter i Karibien og besøg i bl.a. Honduras, Mexico og Belize som første destinationer….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian Cruise Line)
Skriv et svar