Mens flyselskabet SAS nu er dansk og har sagt farvel til både sine svenske og norske med-ejere, går det åbenbart præcist den modsatte vej til søs.
I hvert fald fik den legendariske Oslo-båden mellem København og den norske hovedstad et nyt ejerskab her den første november.
Efter 158 år på ruten overleverede danske DFDS nøglerne til de to store færger ”Crown Seaways” og ”Pearl Seaways til det svenske rederi Gotlandsbolaget.
I første omgang vil passagererne – dem var der 700.000 af sidste år – ikke mærke den store forskel. Snarere slet ingen.
De store færger vil fortsat sejle til og fra Nordhavn i København, og undervejs mellem Oslo og den danske hovedstad gøres der et kort holdt i Frederikshavn.
Man bestiller også i hele 2025 sine billetter via DFDS’ booking-system, mens der også vil gå et stykke tid, inden de to skibe omdøbes og omlakeres.
Ting og sager skal der dog ske, lover Gotlandsbolaget. Rederiet vil investere stort i de to efterhånden lidt slidte færger, der stammer fra 1989 og 1994.
Svenskerne ser tilsyneladende en større fremtid i den ikoniske færgerute, som millioner af danskere har benyttet, end DFDS selv gør.
”Ruten mellem København og Oslo er en attraktiv kombination af passager-transport og krydstogt. Vi ser et stort potentiale i at udvikle denne succes videre,” siger Gotlandsbolagets topchef Håkan Johansson i en pressemeddelelse.
Gotlandsbolaget driver passager- og fragt-services samt krydstogter med udgangspunkt på den store svenske ø Gotland. Rederiet blev grundlagt i 1865 og er dermed ét år ældre end DFDS.
Ud over de to store færger omfatter handelen, at Gotlandsbolaget overtager færgerutens 800 ansatte. Prisen skal ligge på ca. 400 millioner kroner….
(Indledningsfoto til artiklen: DFDS)
Skriv et svar