Rigtigt mange danskere holdt efterårs-ferie i udlandet og benyttede fly som vejen til deres rejsemål.
Det kunne man mærke meget tydeligt i Københavns Lufthavn (CPH), der havde sin travleste efterårs-måned nogensinde.
2,7 millioner passagerer gik gennem terminaler og gates på Danmarks største lufthavn. Det er otte procent flere end i samme måned for et år siden.
I oktober har CPH samtidig taget hul hos vinter-trafik-programmet, som giver valget mellem 229 flyruter til og fra København. Vinter-programmet kører frem til den 29. marts næste år.
Mennesker, der bor omkring lufthavnen på Amager, vil måske have opdaget, at støjen har været mindre i oktober end for bare få år siden:
Dels startede og landede otte procent færre fly end i 2019, der var det sidste normale år før Corona.
Mere præcist havde Københavns Lufthavn besøg af 21.805 fly mod 23.174. De var i gennemsnit større og havde hver plads til flere rejsende end fly for fem år siden.
Dels har de nyere fly typisk mindre støjende og forurenende motorer, hvilket er med til at forbedre miljøet i og omkring den store lufthavn.
Næppe overraskende var Spanien danskernes klare efterårs-favorit med 237.000 rejsende i oktober mellem København og spanske lufthavne som Malaga, Barcelona, Mallorca, Madrid og De Kanariske Øer,
Den mest populære destination af alle var som altid London, der bliver betjent af op til 22 afgange om dagen fra København.
166.000 passagerer rejste i oktober mellem den danske hovedstad og en af de tre store London-lufthavne Heathrow, Gatwick eller Stansted. Det skete med fem forskellige flyselskaber.
På rejsemålene uden for Europa er USA blandt de absolutte favoritter:
Flere end 126.000 passagerer rejste mellem København og USA i oktober, hvilket er 24 procent flere end oktober sidste år.
New York ligger på en overbevisende førsteplads blandt de amerikanske destinationer. Hver tredje rejsende mellem København og USA flyver til og fra ”Big Apple”.
Størst fremgang havde CPH dog på ruterne til og fra Italien:
Sammenlignet med oktober sidste år er der 23 procent flere passagerer på ruterne til og fra Italien med Milano som højdespringeren, som havde 65.000 passagerer.
Som nævnt har Københavns Lufthav 229 direkte ruter her i vinter-programmet. Det er fem flere end sidste år, og de mange maskiner kommer fra 55 forskellige flyselskaber.
Blandt vinterens nyheder er flere ruter uden for Europa:
Norwegian begynder f.eks. at flyve til Dubai, Agadir i Marokko og Sphinx-lufthavnen uden for Kairo tæt på pyramiderne.
Air Greenland åbner en direkte rute til Nuuk, mens SAS hen over vinteren øger antallet af afgange til Bangkok:
Fra slutningen af januar kan man således flyve direkte frem og tilbage mellem København og den thailandske hovedstad hver eneste dag i ugen.
SAS åbner desuden nye direkte ruter til finske Rovaniemi og svenske Kiruna, mens selskabet genoptager vinterruten til Scandinavian Mountains Airport i nærheden af skisports-stederne Sälen og Trysil.
Hen over vinteren er der også fokus på de sydeuropæiske skidestinationer, og Austrian Airlines åbner en ny rute til Innsbruck….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar