Folk, der bruger smartphones – og hvem gør ikke det – kender måske navnet CASETiFY fra elegante beskyttelses-covers til iPhone og Android mobiler.
Firmaet er især kendt for sit enorme udvalg af covers, som man sågar kan skræddersy med egne mønstre via CASETiFY’s hjemmeside.
Amerikanerne overfører nu sin knowhow fra at beskytte mobiltelefoner til rejse-kufferter. Med hensyn til materialer er de langt hen ad vejen ens. Det er mest størrelsen, der er forskel.
Første udspil fra CASETiFY Travel er en Bounce Carry On Roller – en kabine-kuffert – som har samme solide form som firmaets mobil-covers.
Kufferten er lige så farverig, og den har også arvet den særlige CASETiFY specialitet: Kunden kan få skræddersyet udseendet helt efter lyst og behov. Det ser man kun meget sjældent hos markedets øvrige kuffert-fabrikanter.
CASETiFY nyheden er fremstillet af ultra-let polykarbonat og forsynet med lydsvage hjul fra japanske Hinomoto.
Hjørnerne er desuden beskyttet med særlige beslag – bumpers – der er udviklet af Bounce. Det er verdens største netværk af opbevarings-stationer til bagage, så her ved man godt, hvad der kræves af materialerne.
Træk-håndtaget på teleskop er lavet af aluminium i fly-kvalitet, og kufferten kommer med en egen lomme til AirTags.
Den bruges til at gemme de små elektronisk sporings-enheder, der viser på mobiltelefonens skærm, hvor kufferten befinder sig rent fysisk.
Hvis man gerne vil skræddersy sin kabine-kufferts fremtoning, kan man vælge mellem to skrifttyper i forskellige størrelser og farver.
CASETiFY har endnu ikke offentliggjort, hvornår den nye Carry on Roller kommer til salg og til hvilke priser. Pressefotos har man dog sendt ud, så mon ikke det sker meget snart….
(Indledningsfoto til artiklen: CASETiFY)
Skriv et svar