Hvem har ret til armlænet mellem sæderne?
Kan man tage sokkerne af på flyveturen?
Hvad gør man, når ens sædenabo snorker?
Skal man nødvendigvis indlede en snak med personen ved siden af en i flyet?
Det er nogle af de spørgsmål, som de fleste af os har siddet med, når vi rejser med passagerfly. Og har I fundet et godt svar på dem?
Hvis ikke, kommer British Airways nu til hjælp. Det store engelske flyselskan har nemlig interviewet 1.500 af sine gæster og efterfølgende lavet en ”Etiquette Guide” i både tegninger og video om, hvordan man bedst begår sig i selskab med 200 andre passagerer i et flyvende aluminiumsrør i 12.000 meters højde.
Her er nogle af de gode råd, som British Airways gerne vil give videre til sine kunder – og sikkert også til passagerer hos andre flyselskaber verden over:
Lad os tage armlæns-krigen først. 67 pct. af passagererne siger, at det er ok at besætte det ene armlæn og overlade det andet til naboen. Næsten halvdelen af briterne og amerikanerne vil erobre begge armlæn, hvis de sidder i midtersædet. Tyskere og franskmænd er mere høflige på det punkt. De siger, at armlænet bliver givet til den person, som be’r pænt om det.
At tage sokkerne af i flyet, er (selvfølgelig) et absolut no-go. 87 pct. af passagererne væmmes ved at se det, mens de fleste (59 pct) synes, det er ok at tage skoerne – men sokker skal blive på! Hos italienerne er bare det at tage skoene af forbudt på fly.
Hvis manden eller kvinden i nabosædet snorker under flyveturen, vil 66 pct. ikke vække eller puffe til vedkommende. I stedet vil de tage hovedtelefoner på eller ørepropper i. 20 pct. skubber til naboen og undskylder med, at det var et uheld.
Kan man tillade sig at flytte plads, hvis der viser sig at være ledige sæder ombord på flyet? 38 pct. af englænderne ville gøre det, når ”Fasten Seat Belts” skiltet er slukket. De fleste amerikanere (62 pct) vil spørge kabine personalet først, om det er ok at flytte.
Og hvad gør man så, når man skal på toilettet, og passageren i gang-sædet sover sødt? 80 pct. vil vække den pågældende, men 40 pct. vil prøve at holde sig eller i det mindste begrænse antallet af sin trafik ud og ind af sædet.
Og lige til sidst: Ifølge British Airways’ analyse er 92 pct. af passagererne irriterede over stærkt lysende skærme fra laptops, tablets og smartphones. Det gælder især, når kabinelyset dæmpes. Derfor tag hensyn og skru ned for lys og kontrast på jeres elektroniske gadges….
Skriv et svar