Som første by i Danmark går Aarhus nu i tæt partnerskab med verdens største portal for privat bolig-udlejning.
Airbnb vil til gengæld promovere Aarhus internationalt og skabe nye ambassadører for Danmarks næststørste by.
Det fælles mål er at booste turismen i Aarhus, der har ambitioner om at fordoble sit turist-tal fra én til to millioner frem til 2025.
Alligevel er det opsigtsvækkende, når en storby nu officielt indgår et partnerskab med Airbnb. Mange byer forsøger nemlig at begrænse Airbnbs udbredelse. Helt modsat i Aarhus.
”Det glæder mig at kunne byde Airbnb velkommen som en engageret part i arbejdet med at markedsføre Aarhus. Partnerskabet er udtryk for en aktiv og fremsynet tilgang til den nye turisme virkelighed. Jeg forventer en god dialog om, hvordan Airbnb’s tilstedeværelse i årene fremover kan styrke turismen i vores by og kommune, siger borgmester Jacob Bundsgaard fra Aarhus.
Rent praktisk foregår det banebrydende – nogle kalder det historiske – samarbejde via VisitAarhus, der er byens officielle turist-organisation.
Hos VisitAarhus er Airbnb partner på lige fod med Aarhus’ hoteller, restauranter og andre aktører med interesse i at lokke flere turister til Jyllands største by.
Ifølge Aarhuus Stiftstidende er der bred opbakning blandt hotellerne i Aarhus til det nye samarbejde med Airbnb.
”Jeg ser meget positivt på, at man i Aarhus søger at etablere samarbejde med en aktør som Airbnb. Det her er et globalt marked, der udvikler sig hele tiden. Vi skal være nysgerrige på, hvordan vi kan benytte den stigende interesse for Aarhus til at skabe endnu mere vækst til byen. Det må være måden, man bedst ruster sig til fremtiden på,” siger direktør Flemming Poulsen fra Comwell i Aarhus til avisen.
Airbnb og Aarhus
Sidste år besøgte 61.500 Airbnb gæster Aarhus og overnattede i gennemsnit 3,5 gange. Næsten halvdelen var danskere (46 pct), og de var i snit 39 år gamle – viser Airbnbs statistikker.
Aarhus har i øjeblikket godt 4.000 Airbnb værter, hvoraf de 60 pct. er kvinder. Deres alder er i gennemsnit 37 år, og en typisk vært tjener 10.500 kroner om året på sin Airbnb udlejning.
Peter Guldemund, der er Airbnb’s Head of Public Policy i Norden, fortæller, at antallet af værter er støt stigende i Aarhus. I forhold til byens indbyggertal på ca. 273.000 er 4.000 værter en ganske flot procent-andel, siger han.
Airbnb og politikken
Gennem de seneste par år er Airbnb ofte rendt ind i modstand i de byer og lande, hvor den store portal for deleboliger er aktiv.
Modstanden er primært kommet fra hotelbranchen, der ser en grim konkurrent i Airbnb – og fra politikere, som mener, at Airbnb snyder skattevæsenet for penge fra udlejningen.
Samtidig er antallet af Airbnb værter og lejere steget med raketfart, fordi mange mennesker synes, at det er både billigere og mere hyggeligt at bo privat i sin ferie end på hotel eller hostel.
I Danmark arbejder Airbnb tæt sammen med myndighederne, og regeringen vedtog sidste år klare regler for, hvor mange dage om året private må udleje deres boliger kommercielt. Desuden har Skat indført rapporterings-pligt og et fradrag til Airbnb værterne.
Airbnb og Aarhus
I et interview med Trends & Travel ønsker Airbnb’s Head of Policy i de nordiske lande ikke at gå i detaljer med, hvor mange penge portalen vil poste i det nye projekt i Aarhus:
”Vi oplyser ingen konkrete tal, men vi har en platform, der kan hjælpe en by med at blive markedsført meget effektivt internationalt,” forklarer Peter Guldemund.
”Vi kan f.eks. gøre det med at fremhæve Aarhus på vores portal, der hver dag besøges af mange tusinde mennesker på udkig efter et godt sted at holde ferie. Vi kan også arrangere særlige events og lade Aarhus indgå i internationale fremstød for nye features og tilbud på Airbnb,” fortsætter han.
Peter Guldemund tilføjer, at Airbnb har mange partnerskaber på forskelligt niveau verden over. Med Aarhus som springbrædt håber han, at flere nordiske storbyer vil indgå lignende samarbejder i fremtiden.
Guldemund har i øvrigt dettage i flere møder hos VisitAarhus, hvor også repræsentanter for hotellerne var med. Her var dialogen åben og meget venlig.Byens hotelbranche ser ikke Airbnb som en konkurrent. Snarere som et supplement, der kan være med til at lokke endnu flere turister til byen. Til glæde for alle parter.
Ligger i byens DNA
VisitAarhus’ direktør Peer H. Christensen fortæller, at det ligger i byens DNA at favne udviklingen og bruge den positivt. Via samarbejdet med Airbnb får Aarhus ny viden og adgang til et voksende marked af privat bolig-udlejning, som kan sprede fortællingen om Aarhus til alle verdenshjørner.
Airbnb har været i dialog med Aarhus siden 2016, da Jyllands største by var vært ved verdens første dele-økonomiske festival.
Med det nye, formaliserede partnerskab kan de 4.000 lokale Airbnb værter nu klædes på som ambassadører for deres by. De første værtsmøder har allerede fundet sted.
Airbnb blev grundlagt i 2008 og har i dag mere end fem millioner overnatnings-steder i 81.000 byer i 191 lande verden over….
Skriv et svar