Comwell-kæden har allerede et populært hotel i downtown Aarhus – Comwell Aarhus Dolce by Wyndham – men det er åbenbart ikke stort nok – eller rettere højt nok – til efterspørgslen.
Comwell har nemlig besluttet at bygge et tårn på 15 etager oven på sin nuværende hotelbygning, der ligger på Værkmestervej. Byggeriet begynder i efteråret 2023.
Tårnet tilføjer 161 ekstra værelser med en forrygende udsigt over Aarhus. Dermed kommer Comwell hotellet op på i alt 401 værelser.
Det nye hoteltårn skal bl.a. indeholde fire suiter og 10 ”long stay” lejligheder. Oppe i toppen kommer en sky-bar og restaurant på 14. og 15. etage. Allerøverst placeres en udendørs tagterrasse på over 300 kvadratmeter.
Comwell kæden er kendt som forretnings-hotel med mange konferencer og møder. Det er også tilfældet med det højt-voksende hotel i Aarhus, der får ni nye møde- og konferencerum. Det største med plads til 500 deltagere.
Comwell understreger, at det nye tårn er forbeholdt hotellets gæster. Alle har adgang til de øverste etager fra gaden via en udvendig glas-elevator.
I forbindelse med opførelsen af det nye højhus opgraderes hotellets Co-Work område, der er populært hos bl.a. freelancere og den nye generation af digitale nomader.
Co-Work konceptet har Comwell indrettet på alle sine danske hoteller. Her er der gratis adgang hurtige Wi-Fi forbindelser, et bord at sætte sin laptop på plus kaffe og te uden beregning.
Det nuværende Comwell Aarhus hotel blev opført i 2014. I oktober sidste år blev det hædret med klimaprisen ”Climate Award 2022” prisen for at være det hotel i Danmark, der havde den laveste CO2 belastning pr. overnattende gæst.
Det nye hoteltårn har Hans Lorenzen som ejer og bygherre, mens Nordstern er entreprenør. Comwell er lejer og placerer hotellet som del af den internationale Dolce by Wyndham franchise-kæde….
(Indledningsfoto til artiklen: Arkitema / Comwell)
Skriv et svar