I gamle dage, da Rusland stadig var Sovjetunionen, var det helt utænkeligt, at russerne fløj i andet end russiske fly.
Tupolev passagerfly i forskellige størrelser dominerede det russiske og øst-europæiske luftrum i årtier. Desuden fik russerne solgt en del eksemplarer til lande, som de lå i tæt alliance med som f.eks. Cuba, Nordkorea og et par afrikanske stater.
Så faldt jerntæppet og muren i Berlin. Sovjet blev splittet op i en masse enkeltstater, som alle tog på indkøb hos Boeing og Airbus.
Ingen ville længere flyve i russiske passagerfly, der havde ry for at være ustabile, støjende og ligefrem farlige. I hvert fald styrtede mange af dem ned.
Nu ser kompasset imidlertid ud til at vende igen. Russerne har fået deres eget konkurrence-dygtige passagerfly i skikkelse af Sukhoi Superjet 100, som selv Boeing og Airbus kigger anerkendende på.
Ruslands nationale flyselskab – Aeroflot – har i går afgivet sin største enkelt-ordre på et fly nogensinde.
100 styk Superjet 100 er bestilt hos den stats-kontrollerede flyfabrik Sukhoi, der ligesom Boeing også bygger kampfly til militæret.
Aeroflot har allerede 48 Superjets i drift og er meget tilfreds med Sukhois passagerfly til korte og mellemlange ruter. Det to-motorers Superjet 100 har op til 108 sæder og konkurrerer direkte med Airbus A220 og de brasilianske Embraer E-Jets.
Det russiske flyselskab vinder større og større anerkendelse internationalt og har bl.a. vundet priser som Østeuropas bedste. Aeroflot er medlem af SkyTeam alliancen sammen med bl.a. Air France, KLM, Alitalia og Delta Air Lines.
Men muligvis under pres fra Kreml køber Aeroflot mere og mere russisk fremfor at øge sin flåde af Airbus og Boeing fly.
I hvert fald deltog præsident Vladimir Putin i går personligt i den officielle ceremoni, da den store bestilling af Superjet 100 fly blev underskrevet i Moskva.
Den nationale stolthed må ikke undervurderes, for Aeroflot har også for nylig bestilt 50 af de større Irkut MS-21 passagerfly.
Med plads til maksimalt 211 passagerer og en rækkevidde på 6.400 kilometer konkurrerer direkte med Boeing 737 og Airbus A320 familien af fly.
Aeroflot står i øjeblikket noteret for at have 243 fly, der servicerer 129 destinationer i ind- og udland. I 2026 vil 200 af Aeroflots fly være russisk byggede….
Skriv et svar