Mange mennesker går sikkert rundt med en forestilling om, at russiske flyselskaber rejser rundt med oldgamle maskiner, yder en dårlig service eller hælder vodka i passagererne, så de ikke bekymrer sig om, at flyet rasler som en gammel personvogn fra 1960’erne.
Intet er mere forkert. I hvert fald, når det gælder Ruslands nationale flyselskab Aeroflot. Det henter den ene pris efter den anden i sammenligninger med sine rivaler i luften.
Senest er Aeroflot blevet kåret som verdens stærkeste mærkevare i flyselskaber for femte år i træk. Det sker hos det internationale konsulentfirma Brand Finance, der placerer Aeroflot foran bl.a. Emirates og All Nippon Airlines (ANA) fra Japan.
Dommer-komiteen hos Brand Finance fremhæver bl.a, at Aeroflot har gennemgået et succesrigt skifte i strategi. Selskabet vil nu fremstå som en mere “premium class” udbyder:
”Aeroflot er et af verdens ældste flyselskaber. Trods en nedgang i trafikken på grund af Corona er det lykkedes at holde en høj profil i forbrugernes opfattelse. Aeroflot er gået fra 84 til næsten 90 points ud af 100 mulige på få år,” skriver Brand Finance.
Her er de fem bedste brands på vinger lige nu:
- Aeroflot fra Rusland – 89,5 points
- Turkish Airlines fra Tyrkiet – 89,0
- Emirates fra Emiraterne – 86,9
- Airasia fra Malaysia – 86,4
- ANA fra Japan – 83,4 points
At man har det bedste brand i luftfarten, betyder dog ikke, at man så automatisk har det mest værdifulde varemærke.
Den konkurrence domineres af de amerikanske flyselskaber med Delta Air Lines som det mest værdifulde i verden foran American og United.
Emirates klemmer sig lige ind på en fjerdeplads foran det amerikanske lavpris-selskab Southwest Airlines. Aeroflot er her på en global 25. plads….
(Indledningsfoto til artiklen: Dmitry Zherdin / Wikimedia)
Skriv et svar