Hvis I tror, at det store fusionerede Air France-KLM flyselskab er ejet af den franske og den hollandske stat, er det ikke helt forkert.
Frankrig er klart største aktionær, men Holland bliver nu overhalet af kineserne.
I forbindelse med en netop besluttet kapital-forhøjelse øger China Eastern Airlines nemlig sit ejerskab i det fransk-hollandske flyselskab fra 8,8 til 10 procent. Det koster kineserne den nette sum af 78,85 millioner euro eller ca. en halv milliard kroner.
China Eastern Airlines er en af Kinas tre helt store i civil luftfart. Selskabet har base i Shanghai og er det mest ”udadvendte” af de kinesiske flygiganter.
Med ”udadvendt” menes, at China Eastern offensivt køber sig ind i andre landes flyselskaber. En strategi, vi ellers mest har set fra arabiske selskaber som f.eks. Qatar Airways.
Med den EU-godkendte kapital-forhøjelse får Air France-KLM godt 900 millioner friske euro i kassen. Beløbet kan let blive en milliard, inden handelen er afsluttet helt.
Med et indskud på godt tre milliarder euro vil den franske stat fremover eje 29,9 procent af aktierne i Air France-KLM.
Holland vil ikke deltage i kapital-forhøjelsen og falder derfor til 9,76 procent af aktierne. Amerikanske Delta Air Lines går heller ikke med og får sin aktie-andel udvandet fra 8,8 til 6,1 procent.
Ligesom mange andre flyselskaber fik Air France-KLM allerede statshjælp sidste år. Da skød Frankrig og Holland over 10 milliarder euro ind for at redde flyselskabet gennem Corona krisen….
(Indledningsfoto til artiklen: B1-foto / Pixabay)
Skriv et svar