
I takt med, at publikum er vendt tilbage til luftfarten, er det også blevet mere interessant at tilbyde transport af den mere ædle slags.
Nemlig Business Class eller endnu bedre First Class, hvor passagererne betaler dyrt for at sidde (og ligge) bedre, få fine måltider serveret på rigtigt porcelæn, bedre vine osv.
Det er ikke, fordi der er de store muligheder for at flyve på First Class til og fra København – vist nok slet ikke.
Til gengæld bliver mulighederne meget større, når man tager flyet sydpå i f.eks. Tyskland, Frankrig eller England. Også de store mellemøstlige og asiatiske flyselskaber har First Class i deres maskiner.

Hver ny La Premiere suite er fem vinduer lang. (Foto: Air France)
Lufthansa er i fuld gang med at implementere sin nye Allegris First Class på de lange ruter mellem Tyskland og USA.
Nu følger Air France, der som bekendt er medejer af SAS, så efter med sin nye La Premiere.
Første klasse hos Air France har altid været betragtet som en af luftfartens allerbedste. Det franske flyselskab har faktisk hele 90 års erfaring med denne fornemme klasse.
Derfor er forventningen store, når Air France´ La Premiere for første gang for en stor overhaling efter 11 år for at gøre den moderne og tidssvarende

Der er store skærme i begge ender af hver suite. (Foto: Air France)
.Sammen med sin leverandør Stelia Aerospace har Air France skabt en rummelig suite på 3,5 kvadratmeter til hver First Class passager.
Den er åbenbart skræddersyet til enkelt-personer, for suiten indeholder ingen dobbeltseng. På sofa og sæder er der dog rigelig plads til flere.
Modsat hos konkurrenterne holder Air France ikke sine First Class passagerer adskilt fra hinanden med fysiske vægge, men benytter i stedet forhæng fra gulv til loft. Det skal gøre atmosfæren lettere og mere luftig – knap så indelukket.
Den højt betalende La Premiere passager kan vælge mellem at sidde på en sofa – på fransk en chaisselongue eller i et flysæde, der er formet som en lænestol.

(Foto: Air France)
Fra begge sidde-positioner har man udsigt til en pænt stor OLED-skærm. Der er to af dem på hver endevæg i suiten, så man kan se tv, film osv fra alle vinkler af suiten, Skærmenes indhold er synkroniseret, så de viser det samme.
Passageren kan styre tv-program, lys og andre ting via en tablet, og er vedkommende træt, kan sofaen omdannes til en seng i to meters længde og 75 centimeters bredde.
En reel fornyelse, som jeg ikke har set hos andre flyselskaber, er, at Air France har udryddet overskabene i La Premiere suiterne.
I stedet er der skabt meget mere luft ved at lade håndbagagen forsvinde ned i en stor skuffe ved siden af sædet. Den har plads til to kabine kufferter.

I de nye suiter er der kun enkelt-senge. Regner Air France ikke med, at First Class passagerer rejser som par?
Dertil kommer et eget klædeskab til hver suite i sidevæggen, hvor man kan hænge sine frakker, jakker eller de fikse business-sæt til den rejsende kvinde.
Hvor meget plads, La Premiere passageren råder over, fortælles faktisk bedre på en anden måde end med lutter tal. En suite måler nemlig hele fem flyvinduer i længden!
Hele herligheden er holdt i harmoniske og diskrete farver, hvor gråt og beige er dominerende med elegante røde kontratoner hist og pist.
Metal-elementerne er holdt i champagne-farvet aluminium, mens gulvtæppet er mørkt.

Den personlige forkælelse af La Premiere passagerer begynder i samme øjeblik, vedkommende ankommer til lufthavnen. (Foto: Air France)
Selvfølgelig skal La Premiere passagererne også forkæles undervejs, og Air France har hjemme i det land, hvis restauranter har flest Michelin stjerner i verden.
Flyselskabet har derfor hyret lutter tre-stjernede kokke til at stå for måltiderne, som ledsages af de mest ædle vine, Frankrig kan byde på.
Air France vil dog gerne fortælle, at La Premiere forkælelsen begynder længe, inden passageren tager plads i sin suite i flyet.
Fra det øjeblik, passageren ankommer til lufthavnen, vil han eller hun opleve personlig service af høj klasse:

De nye First Class suiter indbygges i 19 Boeing 777-300 ER fly til de lange ruter. (Foto: Air France)
F.eks. bliver passageren ledt uden om de områder, hvor almindelige Economy eller Business Class rejsende færdes.
I et stort Boeing 777-300 ER fly vil der kun være plads til fire La Premiere suiter. Den første maskine vil i løbet af de næste par dage lette fra Charles de Gaulle lufthavnen med JFK i New York som mål.
I første omgang udstyrer Air France 19 af sine Boeing 777 med den nye First Class. De skal flyve til 10 langdistance destinationer. Ud over New York vil det bl.a. være Los Angeles og Singapore….
(Indledningsfoto til artiklen: Air France)
Skriv et svar