Fra i dag er der fem procent grønt brændstof i tanken, når man flyver med Air Greenland mellem Københavns Lufthavn og Kangerlussuaq i Grønland.
Air Greenland har nemlig lavet en aftale med DCC & Shell Aviation om, at der hældes såkaldte Sustainable Aviation Fuel (SAF) på selskabets ret nye Airbus A330-800neo fly, når det befinder sig i København.
SAF brændstoffet er fremstillet af bl.a. gammel spiseolie og andet bio-affald. Det er dermed en del af samfundets genbrug-proces og et grønt fremskridt.
Fem procent SAF i tanken lyder måske ikke af så meget, når EU har bestemt, at andel skal være 37 procent i 2040 og mindst 85 i 2050.
I 2025 skal andelen være to procent for alle flyselskaber, der opererer i europæisk luftrum. Dermed er Air Greenland førende på den front.
Mange flyselskaber har allerede eksperimenteret med SAF-andele på op til 15 procent – heriblandt KLM og SAS – men i alle tilfælde har det været prøvekørsler.
Air Greenland er formentlig det første flyselskab i Europa, der flyver med det grønne islæt som en fast den af sine flyruter.
DCC & Shell Aviation Denmark står i forvejen for brændstof-forsyning til de danske lufthavne, hvor der eer er en stigende interesse for SAF.
Aftalen med Air Greenland er dog den ubetinget største, som olieselskabet har underskrevet med et flyselskab.
Air Greenland aftalen sørger samtidig for, at der nu for første gang kommer faste leverancer af SAF til Danmarks største lufthavn i København.
Mens Air Greenland altså fejrer en grønne fremtid ved at hælde fem procent bio-benzin i tankene på sit nyeste Airbus A330-800neo fly, siger det grønlandske flyselskab også farvel til dets forgænger.
Den efterhånden legendariske og 20 år gamle Airbus A330-200 med kælenavnet ”Norsaq” tager sin sidste flyvning over Grønland på vej til sine nye ejere i USA.
Det sker i morgen fredag, hvor Norsaq helt ekstra-ordinært har fået lov til at flyve lavt hen over Nuuk, skriver Air Greenland på Facebook.
På den måde kan mange grønlændere vinke et sidste farvel til et fly, der har betydet utrolig meget for Grønlands trafikale forbindelser med andre lande.
Norsaq fløj sin sidste ruteflyvning i midten af februar og vipper måske med vingerne som farvel til sine gamle brugere, når flyet kredser lavt over Nuuk mellem kl. 11:45 og 12:15 lokal tid….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar