Kareena Kapoor, Rani Mukerji, Aishwarya Rai, Shilpa Shetty eller Preity Zinta er næppe navne, der vil sige danskere særligt meget.
Til gengæld kender alle indere dem. De er nemlig skuespillere og superstjerner i deres hjemland.
Samtidig har de ageret modeller og mannequiner for den indiske tøjdesigner Manish Dalhoutra, der har fået til opgave at skabe nye klæder til det flyvende personale hos Air India.
Indiens største flyselskab er midt i en kraftig ekspansion, der bl.a. førte til åbning af en direkte rute mellem København og Delhi i foråret.
I dag flyver Air India tre gange om ugen mellem den danske og den indiske hovedstad. Det sker på onsdage, fredage og søndage med en Boeing 787-8 Dreamliner, der har plads til 256 passagerer.
De nye uniformer til både piloter og kabine-personale er blevet mere moderne, men Air India bibeholder ét bestemt beklædnings-stykke.
Det er sarien til kvinder, som Air India indførte til sine stewardesser i 1962. Den karakteristiske kjole med tøj over skulderen er vigtig for at understrege det indiske flair på flyselskabets internationale ruter.
Uniformerne er blot det seneste tiltag i Air Indias nye fremtoning og branding:
Tidligere i år har flyselskabet også præsenteret nye bemalinger af sine fly. Naturligvis i samme kulører og nuancer som personalets fremtidige outfit….
(Indledningsfoto til artiklen: Air India)
Skriv et svar