(Opdateret) Luftfarts-historiens største fly-indkøb er lige nu ved at finde sted i Indien, og både de evige konkurrenter Airbus og Boeing får glæde af det.
Her til formiddag er det nemlig blevet officielt, at Air India har underskrevet en hensigts-erklæring om at købe 250 passagerfly hos Airbus.
Senere tirsdag kom så en tilsvarende meddelelse fra Boeing i USA om, at Indiens største flyselskab havde bestilt 220 maskiner.
Kontrakter af den kaliber indeholder en stor portion politik.
Derfor blev aftalen med Airbus offentliggjort, efter at Indiens premier minister Narendra Modi og Frankrigs præsident Emmanuel Macron havde holdt et video-møde med Natarajan Chandrasekaran fra Tata Group.
Tata er en af Indiens største industri-koncerner og ejer i dag Air India. Tata er ellers mest kendt for sine it-selskaber og ejerskabet af bl.a. de berømte britiske bilmærker Landrover og Jaguar.
Bestillingen hos Airbus skal omfatte 210 eksemplarer af Airbus A320neo familien, der passer til korte og mellemlange distancer – f.eks. indenrigs ruter i Indien.
Derudover vil Air India købe 40 styk Airbus A350, der er ”wide body” fly med plads til mange passagerer på de lange oversøiske ruter.
Ordren hos Boeing omfatter 190 eksemplarer af 737 MAX modellen til korte og mellemlange ruter, 20 styk Boeing 787 Dreamliner til de lange distancer samt 10 eksemplarer af Boeings endnu ikke færdige 777X model, der skal være en slags afløser for den legendariske Jumbo. Dertil kommer optioner på 50 yderligere Boeing 737 MAX samt 20 ekstra Dreamlinere.
Alt i alt vil Air Indias planer altså skabe verdens-historiens hidtil største opkøb af civile fly.
Måske vi får lidt af handelen at se i Danmark. Air India genoptager nemlig sin ruteflyvning mellem København og New Delhi i marts.
.
Hos Airbus vil Air India allerede i år kunne få seks A350-900 fly, som egentlig var bestilt af det russiske flyselskab Aeroflot. På grund af de internationale restriktioner mod Rusland som følge af Ukraine krigen må flyene ikke leveres til Aeroflot og går derfor til Air India i stedet. De øvrige 34 maskiner er den nye store A350-1000 model, der afløser Airbus berømte A380 med to etager.
Af de 210 mindre Airbusser har Air India valgt 140 eksemplarer af standard-modellen A320neo, mens 70 fly er den længere A321neo version. Disse maskiner er så eftertragtede, at Airbus har ventetid på levering indtil 2029.
Airbus forventer, at den nye stor-ordre vil være optakten til et rent eventyr på det indiske marked. Det ventes at blive et af de allerstørste i de kommende år, når en hurtigt voksende middelklasse får råd til at rejse med fly. I de næste 20 år ventes indiske flyselskaber at købe mellem 2.500 og 3.000 nye passagerfly.
(Indledningsfoto af A320neo til artiklen: Airbus)
Skriv et svar