Folkene bag verdens største dele-bolig-platform – Airbnb – har selvfølgelig ikke siddet med hænderne i skødet, mens Corona har lammet verdens rejse-aktiviteter.
I stedet har Airbnb benyttet lejligheden til at foretage en omfattende ombygning af sin app og sin hjemmeside. Over 100 opgraderinger er der kommet, som både skal gøre det mere fleksibelt at finde boliger for brugerne – og nemmere for bolig-ejere at blive værter på Airbnb.
Ved samme lejlighed har Airbnb gennemført en analyse for at se, om Corona pandemien har ændret på folks rejse-adfærd og hvordan.
Til det formål har Airbnb benyttet sin enorme data-mængde, der bygger på over 900 millioner udlejninger og fire millioner værter i 220 lande.
Airbnb har identificeret tre nye trends, som også andre dele af rejsebranchen formentlig vil føle i den kommende periode:
Den første udvikling er, at folk nu er mindre bundede til bestemte ferie-perioder end før pandemien. De er mere fleksible med hensyn til, hvornår de kan og vil rejse. Siden nytår har Airbnb registreret over 200 millioner søgninger, hvor kunder har været åbne omkring datoerne, de vil afsted på.
Trend nummer to er, at folk er længere tid på rejse. Andelen af Airbnb bestillinger, der er over 28 dage lange, er vokset fra 14 procent i 2019 til 24 procent i første kvartal af 2021. I New York er 62 procent af alle sommer-reservationer i år på lange ophold på en måned eller mere.
Endelig går rejser i dag til mange flere steder end tidligere. Folk føler sig ikke længere bundet til nogle få favorit destinationer. I det seneste år har Airbnb registreret bookinger i 94.000 byer verden over.
Erfaringerne fra den omfattende ”Travel & Living” rapport har Airbnb straks benyttet til at forbedre sin online platform. Både for brugere og værter.
Det centrale budskab i forbedringerne er ordet ”fleksibilitet”. Hvad Airbnb mener med det, vil folk opdage straks, når de går på opdagelse for at finde en privat bolig til deres næste rejse:
Man skal ikke længere opgive præcise datoer for den periode, man vil afsted. I stedet kan man nu f.eks. fortælle Airbnb, at man søger en bolig for en weekend, til en hel uge eller en hel måned.
Hvis man er ude efter at finde et interessant sted at opholde sig og er åben for nye oplevelse, kan man bruge Airbnb’s nye Flexible Destinations feature.
Så kommer platformen med kreative forslag, der kan omfatte alt fra næsten uopdagede lande, over anderledes boliger som både, træhuse eller sågar en rumstation på månen eller Mars.
Dertil kommer, at Airbnb har gjort afbestillings-procedurer mere enkle og anmeldelser og præsentationer af boliger mere troværdige og hjælpsomme.
Rejsende er den ene del af Airbnb’s kunder. Den anden er værterne, der også skal have en bedre oplevelse ved at bruge den store online tjeneste:
Tidligere kunne det tage snesevis af trin, man skulle gennemgå for at blive Airbnb vært. Fremover tager det højst 10.
Airbnb fortæller, at man nu bruger kunstig intelligens og maskin-læring til formålet. Den tilbyder bl.a. hjælp til at skrive gode tekster og beskrivelser af sin bolig. Desuden vil systemet automatisk sortere billeder, man uploader af sin bolig, i den bedste rækkefølge.
Bor man i USA, vil systemet automatisk hente offentligt tilgængelige informationer om ens bolig og udfylde de tilsvarende rubrikker i præsentationen. Det kan være antal kvadratmeter, eksakt geografisk placering, antal soveværelser, badeværelser osv.
Om Airbnb vil gøre det samme i Danmark via f.eks. BBR-meddelelser er ikke kendt endnu. Til gengæld fortæller Airbnb, at alle de nye features rulles ud på over 40 forskellige sprog – herunder dansk.
Mange af Airbnb’s nye funktioner appellerer nok mest til folk, der bare vil ud at rejse og ikke på forhånd har bestemt sig præcis på destination, tidspunkt og boligform. Men dén form for ferie kan da også være sjov at prøve.
Nogle af de nye features er allerede implementeret hos Airbnb. Andre dukker op i juni og nogle enkelte først til efteråret….
(Indledningsfoto til artiklen: Airbnb)
Skriv et svar