Det er næppe, fordi den Internationale Olympiske Komité (IOC) fattes penge, men alligevel går den store sports-organisation efter at spare udgifter. Når det samtidig kan gøres, så bæredygtighed og klima forbedres, er det lige til en guld-medalje.
De to elementer er i hvert fald de centrale i den nye samarbejds-aftale, som IOC har underskrevet med verdens største dele-bolig-platform Airbnb.
Målet for OL-arrangørerne er at reducere behovet for at bygge nye boliger i forbindelse med hvert nyt sports-arrangement. I stedet vil IOC udnytte de bolig-muligheder bedre, som allerede eksisterer i OL-værtsbyerne. Det vil skabe ekstra indtægter for lokale beboere og hele lokal-samfundet.
Airbnb skal stå for udlejningen og skal samtidig sikre, at der er tilstrækkeligt med boliger til besøgende med særlige fysiske behov. Det er f.eks. gangbesværede i forbndelse med de Paralympiske Lege.
IOC og Airbnb har arbejdet sammen tidligere, og den nye aftale sikrer, at de to nu har papir på hinanden frem til 2028. I de ni år holdes fem OL inklusive vinterlegene.
Det nye partnerskab vil omfatte flere hundrede-tusinde Airbnb værter i de olympiske værtsbyer. De vil få adgang til at tjene ekstra ved at tilbyde indkvartering og lokale oplevelser til både besøgende fans, idræts-udøvere, OL officials og andre.
I begyndelsen af 2020 åbnes det nye begreb ”Olympiske Airbnb oplevelser”, der vil give OL-idrætsfolk mulighed for at tjene lidt ekstra – ud over deres sponsorater og penge fra deres respektive landes sports-organisationer.
Det kan f.eks. være, at fans kan booke en dag sammen med deres sports-idol eller få lov til at træne med stjernen i et par timer. Denne nye mulighed bliver del af Airbnb’s Oplevelser eller Experiences på engelsk.
IOC vil derudover i hele kontrakt-perioden stille indkvartering via Airbnb til rådighed for olympiske atleter – både i forbindelse med træning og konkurrencer.
Airbnb vil på den anden side øge sin støtte til IOC’s arbejde med flygtninge i hele verden. Det er bl.a. sket gennem oprettelse af olympiske flygtninge-hold til OL i Rio i 2018 og i Tokyo 2020 samt oprettelsen af den olympiske flygtningefond i 2017.
En undersøgelse fra World Economic Forum i Davos viste for et par år siden, at Airbnb leverede boliger til OL i Rio i 2016 svarende til 257 hoteller.
Tilsvarende gav Vinter-OL og De Paralympiske Vinterlege i PyeongChang i 2018 indtægter til lokale værter på 2,3 millioner USD fra 15.000 gæster. Det svarer til 46 hoteller.
For nylig bød japanske Airbnb værter velkommen til 650.000 deltagere og tilskuere til VM i rugby. De lagde over 70 millioner dollars i leje-indtægter….
(Artiklens indledningsfoto: Gerhard Gellinger / Pixabay)
Skriv et svar