Overturisme må blive et af de nye trendy ord, der skal med i næste udgave af den store danske ordbog.
Betegnelsen rumsterede længe i udlandet og på engelsk, inden den de senere måneder er blevet adopteret af især københavnske politikere.
Problemet er, at vi gerne vil have flere turister til Danmark. De skal bare ikke klumpe sig sammen de samme steder som f.eks. i Nyhavn, på Strøget eller ved den lille havfrue i hovedstaden.
I flere storbyer som Barcelona, Amsterdam, Paris, Palma de Mallorca og Berlin får Airbnb også tit skylden for overturisme og for at tvinge de lokale indbyggere ud fra deres hjem i byernes hjerte.
Husejerne vil nemlig hellere leje ud til Airbnb’s turister. Dem er der flere penge at tjene på end faste lejere med en husleje, som man ikke sådan kan røre ved.
Airbnb bekræfter nu, at danskerne tjener gode penge på at leje boliger ud til turister, men det foregår slet ikke i Københavns bycentrum.
Tværtimod bor tre af fire Airbnb gæster i Københavns yder-kvarterer – ikke i den indre by, hvor man hører klagerne mod overturisme.
En ny analyse fra Airbnb afslører således, at den mest aktive bydel med turist udlejninger er Nørrebro, mens Brønshøj-Husum og Valby er vokset stærkest hos Airbnb i det seneste år.
Undersøgelsen har kigget på alle Airbnb udlejninger i København og omegn fra august 2018 til august 2019. Af i alt 520.000 Airbnb gæster boede knap 400.000 uden for indre by, hvor de fleste Airbnb konkurrenter – hotellerne – ligger.
Spredningen af Airbnb gæster til f.eks. Amager, Frederiksberg , Vesterbro, Vanløse og Østerbro er ikke kun større, end de fleste nok var klar over.
Den betyder også en tiltrængt kapital-indsprøjtning til de fattigste kvarterer i hovedstaden. Alene udlejere på Nørrebro og Bispebjerg hentede over 105 millioner kroner i Airbnb indtægter fra august 2018 til august 2019.
Hos turist-organisationen Wonderful Copenhagen ser man positivt på resultaterne fra den nye Airbnb analyse:
”Vi arbejder løbende på at få turister i København til at besøge flere områder og seværdigheder uden for den indre by. Vores egne undersøgelser viser, at 80 pct. af turisterne i hovedstaden faktisk er interesseret i at se seværdigheder både i downtown København og uden for selve bycentrum,” fortæller Tine Kastrup-Misir. Hun er kommunikations- og marketing-direktør i Wonderful Copenhagen.
Airbnbs nye analyse omfatter alle udlejninger på den populære dele-bolig-platform i Københavns indre by, Vesterbro, Kongens Enghave, Nørrebro, Østerbro, Amager Øst, Amager Vest, Valby, Bispebjerg, Vanløse, Brønshøj-Husum og Frederiksberg.
Skriv et svar