Corona pandemien har også sat sine spor i verdens største dele-bolig-portal Airbnb. Ikke kun i omsætningen ligesom i resten af rejsebranchen, men også i de ting som kunderne efterspørger nu.
Det er først og fremmest længere lejemål, der sagtens kan ligge mange tusinde kilometer fra, hvor kunderne normalt bor og arbejder.
Moderne teknologier som Zoom, Microsoft Teams eller Apple FaceTime har gjort det muligt at arbejde hvor som helst.
Denne nye fleksible livsstil som digital nomade kan være med til at revolutionere måden, vi rejser på. Millioner af mennesker kan rejse ud hyppigere, tage på længere ture, rejse til flere lokationer.
Den stiller dog også nye krav til Airbnb og de værter, der lejer deres boliger ud. Hurtige og stabile internet-linier vil være meget mere i centrum end før. Den digitale nomades vigtigste arbejds-værktøj er nemlig en laptop, som han eller hun har med overalt.
I år har Airbnb brugere søgt på Wi-Fi mere end 288 millioner gange. De får nu adgang til den nye ”Verified Wi-Fi” feature, hvor de kan se, om den bolig, de har kig på, har hurtigt bredbånd.
I Airbnb app’en kan værter nu teste deres boligs internet-forbindelse, og resultatet vil kunne ses direkte på profilen..
Fra juli til september var over 20 procent af alle reserverede ophold på Airbnb af en måneds varighed eller længere. Godt halvdelen varede mindst en uge.
Med andre ord er langtids-ophold den kategori, der har den mest markante vækst. Airbnbs adm. direktør og medstifter Brian Chesky regner da også med, at det vil fortsætte sådan i den kommende tid.
Chesky fortæller, at flere store internationale virksomheder som Ford, Procter & Gamble, Price Waterhouse Coopers og Amazon nu tilbyder deres ansatte fleksible vilkår, så de kan arbejde andre steder end deres gamle kontor. Mange flere vil følge efter.
Også i Danmark er fleksibilitet et nøgleord, når de booker en rejse. Det svarer 71 procent i en forbruger-undersøgelse, som Airbnb har fået lavet.
38 procent af danskerne svarer samtidig, at de vil overveje at bo et andet sted end dér, hvor deres arbejdsplads er – og blot vil lejlighedsvis rejse fysisk til arbejdspladsen….
(Indledningsfoto til artiklen: Marcus Aurelius / Pexel)
Skriv et svar