Det er nu knap et år siden, at de danske skatte-myndigheder og Airbnb tog hul på dialogen om et samarbejde med automatisk indberetning af Airbnb-værters lejeindtægter til Skat,
Aftalen er trådt i kraft, og her fra januar vil Skat for første gang modtage alle indkomst-data om bookinger hos danske Airbnb værter siden 1. juli 2019.
En del mennesker havde regnet med, at skatte-aftalen ville sætte en bremse i udbredelsen af Airbnb på det danske marked. Men tværtimod.
Ifølge nye tal fra Airbnb udlejer flere danskere end nogensinde før deres hjem via Airbnb. De er altså ikke blevet skræmt af, at Skat nu ved, hvor meget de tjener på udlejningen.
Pr. 1. november 2019 lejede over 70.000 danskere værelser eller hele lejligheder og huse ud via verdens største dele-bolig-platform.
Airbnb kan også se, at antallet af udenlandske gæster, der besøger Danmark via Airbnb, er stigende.
I 2019 kom 1,1 millioner mennesker til Danmark – formidlet af Airbnb. Det er det højeste antal, der nogensinde er registreret.
Samtidig brugte godt en million danskere sidste år Airbnb til at rejse både i Danmark og internationalt. Det er også en rekord.
Til gengæld kan Airbnb også registrere, at danskerne udlejer deres boliger i færre dage på Airbnb end før. Det samme gælder andelen af udlejede værelser.
Værelser udgør nu 20 procent af alle listede overnatnings-muligheder hos Airbnb i Danmark. I 2018 var det 21 procent. Et typisk værelse udlejes i 28 dage om året. I 2018 var det 27,5 dage.
Gennemsnittet for hel-års boliger lå på 21 dage i 2019, hvilket er en dag færre end i 2018.
Det beskedne fald kan meget vel skyldes en hensyntagen til de nye skatteregler. Dog ligger det gennemsnitlige antal udlejnings-dage lagt under den maksimum-grænse, som politikerne i Folketinget har bestemt. Den er på 70 dage årligt.
En dansk Airbnb vært har typisk indtægter på 17.000 kroner om året på sin Airbnb udlejning. Her ligger den skattefri grænse på 28.000 kroner.
Endelig kan Airbnb også se, at flere og flere små danske byer kommer på Airbnb landkortet. Det betyder, at online-portalen er med til at sprede turismen over hele landet.
Den danske destination, som havde den største vækst i 2019, var Løgumkloster i Sønderjylland. Her gik antallet af Airbnb udlejninger op med 305 procent.
De andre byer med størst Airbnb fremgang sidste år var Sabro, Rødby, Kjellerup og Vojens….
(Indledningsfoto til artiklen: Instagramfotografin / Pixabay)
Skriv et svar