Normalt er flyselskaberne Airbus’ største og vigtigste kunder. Nu bliver nogle af dem også konkurrent til Airbus.
Den europæiske flyfabrikant har nemlig besluttet at åbne sit eget flyselskab med speciale i fragt af XL-størrelse. Det er ting, som ikke kan finde plads i maven på almindelige rutefly og heller ikke i de passagerfly, som er ombygget til fragt-formål.
Airbus Beluga Transport åbner i 2023 og får i første omgang fem maskiner i flåden. Det er alle sammen Airbus meget specielle Beluga fly, som mange kalder flyvende hvaler.
De buttede fly med den officielle typebetegnelse A300-600 ST bruger Airbus normalt kun til intern transport af flydele mellem Airbus fabrikker i Frankrig, Tyskland, Spanien og England.
Især de ældre af flyene har dog ikke så meget at lave, og Airbus har derfor søgt mere beskæftigelse til dem. I dag bruger Airbus i stedet sine seks Beluga XL maskiner, der er nyere og større.
Skrotte de fem gamle vil Airbus dog ikke. Maskinerne har kun 15 til 20 år på bagen og er derfor kun halvt igennem et flys normale levetid.
Airbus overvejede længe at sælge flyene, men besluttede i stedet at oprette sit eget fragtselskab. Det hedder Airbus Beluga Transport og bliver et søsterselskab til Airbus Transport International. Sidstnævnte står for Airbus egne interne fragt-opgaver.
Selskabet skal operere i et niche-marked, der er voksende og ergo kommercielt interessant. Airbus får nemlig mange henvendelser fra virksomheder og organisationer, der har brug for at få flyttet gods i overstørrelse over længere afstande.
Dette marked domineres i øjeblikket af russiske og ukrainske flyselskaber, der benytter de gigantiske Antonov AN-124 og AN-225 maskiner. De kan transportere henholdsvis 250 og 150 tons fragt ad gangen.
Airbus Belugas kan kun flytte op til 40 tons, men har til gengæld en meget mere rummelig mave, hvor man kan anbringe højere og bredere gods end i Antonov-maskinerne.
Airbus A300-600 ST Beluga er 39 meter langt og har et fragtrum på 7,1 meter i højden og 6,7 meter i bredden. Det har den fordel, at man ikke behøver at skille f.eks. maskiner ad, inden de flyves til modtageren.
For at gøre ladning og losning så enkel som mulig har Airbus udviklet en fleksibel palette, der kan tilpasses optimalt til (næsten) alle størrelser gods.
Den nye palette og det nye flyselskab havde allerede en første pilot-opgave i december, hvor en helikopter skulle fragtes fra Marseille i Frankrig til Kobe i Japan.
(Indledningsfoto til artiklen: Airbus)
Skriv et svar