Allerede under anden verdenskrig var tyskerne nået langt med designet af fly, der var én stor vinge. Det skulle forbedre både aero-dynamik, hastighed og rækkevidde, så man f.eks. kunne konstruere et bombefly, der kunne krydse Atlanten og vende tilbage.
Tyskerne nåede heldigvis aldrig at få denne såkaldte ”Amerika Bomber” færdig, men konceptet med én stor vinge har rumsteret hos alverdens flydesignere siden. Den ses bl.a. i USA’s B2 bombefly – og måske snart i et banebrydende nyt passagerfly fra Airbus.
Den store europæiske flyfabrik kalder sit projekt for MAVERIC eller Model Aircraft for Validation and Experimentation of Robust Innovative Controls.
Navnet antyder, at flyet kun eksisterer som lille model på nuværende tidspunkt. Den er kun to meter lang og 3,2 meter fra vingetip til vingetip. Den har ikke plads til mennesker eller piloter ombord, men har ”fløjet” med succes i vindtunnellen hos Airbus.
Grundlæggende er Maveric én stor vinge. Flyets skrog med kabine og cockpit er en integreret del af vingen og sidder som altid i midten.
Modsat er passagerfly, som vi bruger dem i dag og har gjort i årtier, et metalrør med vinger monteret på hver side – og som har jetmotorerne hængt nedenunder vingerne.
Airbus ser Maveric som basis for både fremtidens elektriske fly og for nye, brændstof-besparende benzin-motorer.
Det banebrydende design skal således kunne nedsætte CO₂ belastningen med 20 procent, selvom det bruger konventionelle jetmotorer med bio-brændstof.
Designet skal samtidig gøre det muligt at bygge meget større og bredere kabiner, end vi kender dem i dag.
Passagererne vil få en helt ny rum-fornemmelse i en Maveric, selvom man godt kunne frygte, at mange flyselskaber vil udnytte den ekstra plads til at proppe flere sæder ind i flyet. Det giver penge, når sæderne er fyldt.
Airbus siger, at man ikke har nogen planer om at bygge en Maveric i fuld størrelse og gøre flyet klar til kommercielt salg. Men man ved aldrig – flyfabrikanter har ofte sagt én ting og gjort noget andet.
Lige nu bruger Airbus Maveric til at afprøve nye og anderledes fly-design. Elementer fra modellen kan meget vel blive genfundet i nye Airbus fly om et par år eller ti.
Faktisk har Airbus også haft Maveric oppe at flyve adskillige gange. Det har været som fjernstyret model på Airbus’ hemmelige del af Toulouse lufthavnen i Frankrig.
Airbus kalder sit laboratorium med fremtidens fly for UpNext. Her pusler fabrikanten også med f.eks. en hybrid-elektrisk maskine ved navn E-FAN X og med ATTOL, der er en flyvende taxa, som bevæger sig autonomt uden pilot….
(Indledningsfoto til artiklen: Fixion / Airbus)
Skriv et svar