Mens Boeing befinder sig i en dyb krise med sit kriseramte 737 MAX fly og nu også er fløjet ind i problemer med ældre 737-modeller, der har revner i flydele, går det anderledes godt for ærkerivalen Airbus.
I går kunne den fælles-europæiske flyfabrik således fejre, at Airbus A320 neo nummer 1.000 kunne leveres til sin kunde.
Det er det indiske lavpris-selskab IndiGo, der fik sit splinternye passagerfly udleveret på Airbus’ fabrik i Finkenwerder ved Hamborg.
Airbus A320 familien konkurrerer direkte med Boeings kriseramte 737’ere, og neo maskinerne med mere brændstof-besparende jetmotorer er den direkte rival til Boeings meget omtalte MAX modeller.
IndiGo er Airbus største globale kunde til neo maskinerne. Ud over den A321neo model, som blev afleveret i går, har inderne bestilt 430 yderligere fly i samme familie.
Flyselskabet er et af verdens hurtigst voksende. På ganske få år er IndiGo nu oppe på 96 Airbus A320neo fly – inklusive det helt nye fra i går. Dertil skal lægges 129 ældre A320 modeller.
Hamborg er Airbus’ største fabrik for de relativt små A320 maskiner, der primært anvendes til korte og mellemlange ruter.
Nye Long Range udgaver af A321 modellen tillader dog også non-stop flyvninger over Atlanten eller mellem Europa og Asien.
Ud over i Hamborg fremstiller Airbus også A320 fly i Mobile i USAm Tianjin i Kina og i Toulouse i Frankrig, hvor den europæiske flygigant også har sit hovedsæde….
Skriv et svar