Inden Corona krisen stod luftfarten for 3,5 procent af CO₂ belastningen i jordens atmosfære. I det forløbne år er den værdi faldet til 1,5 procent, fordi størstedelen af den civile flytrafik har været aflyst som følge af rejse-restriktioner, grænselukninger osv.
Det er naturligvis glædeligt set ud fra et klima-mæssigt synspunkt, mens rejsebranchen, flyselskaber og lufthavne har en helt anden opfattelse. De kører med drønende underskud og har måttet fyre hundrede.tusinder af ansatte verden over.
En sammenslutning af klima-aktivister opfordrer nu politikere og rejsebranche til at holde fast i status quo. CO₂ belastningen fra fly må ikke stige igen fra det nuværende lave niveau.
Aktivisterne i ”Stay Grounded” forlanger, at antallet af lufthavne i Europa skal skæres ned. Reklamer for flyrejser skal forbydes, og tilskud til flybranchen skæres bort.
Bag ”Stay Grounded” netværket, der har base i Wien, står angiveligt over 160 miljø-organisationer fra hele verden. Blandt dem de meget højlydte Robin Wood og globaliserings-modstanderne fra Attac. Også et af England største fagforbund – PCS – støtter initiativet.
”I en klima-rigtig fremtid vil den overlevende lufttrafik blive afviklet indenfor de emissions-værdier, vi oplever i dag på både lands- og globalt plan,” vurderer Stay Grounded.
Ifølge netværket står én procent af verdens befolkning for 50 procent af den CO₂ belastning, der kommer fra lufttrafikken. 80 procent af klodens mennesker har aldrig prøvet at flyve.
Aktivisterne understreger, at en overgang til en ny og mere klima-venlig lufttrafik skal foregå på en socialt retfærdig måde:
”Ansatte fra flyselskaber kan let omskoles til at arbejde ved jernbanerne. Mange togselskaber søger allerede i dag efter kvalificeret arbejdskraft,” skriver Stay Grounded i et debat-papir.
Fremfor luftfart bør politikere fokusere på at støtte nattog, busser og moderne skibe med sejl, elmotorer og solpaneler.
Aktivisterne tror nemlig ikke på, at der er nogen realistisk teknisk mulighed for at opleve klimarigtige ruteflyvninger flere årtier frem fra nu….
(Indledningsfoto: jJoel & Jasmin / Unsplash)
Skriv et svar