De fleste, der har besøgt Hamborg i de senere år, har uden tvivl kigget forbi Miniatur Wunderland.
Det er verdens største modeljernbane, der er placeret på flere etager i Hamborgs gamle havnekvarter.
Omkring en million mennesker i alle aldre kigger forbi hvert år og gør Miniatur Wunderland til en af Hamborgs største turist-attraktioner.
Nu får Amager ved København så TrainGamia, der også gerne skal udvikle sig til at blive en turist-magnet. Både for danskere og udlændinge.
TrainGamia er ingen konkurrent til Miniatur Wunderland. Det fortæller alene størrelses-forskellen. Model-jernbanen på Amager fylder 21 kvadratmeter. Tyskernes spreder sig over 1.500!
Til fælles med Hamborg har TrainGamia fascinationen af en modeljernbane. Man kan se de små tog køre i landskaber og byer, som de færreste vil have plads til hjemme i lejligheden eller villaen.
Den store forskel er, at TrainGamia kombinerer jernbane med et computerspil, hvor man kappes om at være den bedste lokomotivfører i de forskellige togsæt.
Det er første gang i verden, at man har udviklet et computerspil til en fysisk modeljernbane. Projektet har derfor vakt en del opsigt hos togfans verden over.
Gæsterne sidder ved en autentisk udseende kontrolpult, hvorfra de kan styre deres togs fart, lukke og åbne dørene – og ikke mindst trutte i hornene.
Spillet kan være nemt og ligetil, men man kan også skrue op for sværhedsgraderne. Rigtig udfordrende bliver det at betjene toget med tre forskellige bremse-systemer, men uden brug af speedometer.
Ifølge TranGamia har testfasen vist, at besøgende fra seks til 80 år bliver grebet af lokofører-feberen. Endnu vildere bliver det, hvis man kan komme på TrainGamias High-Score skærm.
Bag TrainGamia står Dominik Krøll, der har brugt flere år på projektet. Med god hjælp fra hustru og en flok venner.
TrainGamia tager imod alle slags gæster. Enkeltpersoner, familier og grupper får en skræddersyet oplevelse.
TrainGamia laver også gratis arrangementer for børn og unge med særlige behov og vil gerne kontaktes af organisationer, der kunne have glæde af et besøg.
Den nye jernbane-attraktion ligger på Lergravsvej tæt på metro-station Øresund….
(Indledningsfoto til artiklen: TrainGamia)
Skriv et svar