Flere af de store rejse-arrangører og charter-specialister har deres egne flyselskaber, fordi de vil være uafhængige af at skulle bruge ruteselskaber eller leje fly hos eksterne.
Det gælder f.eks. for Spies med Sunclass Airlines, TUI med TUIfly eller Apollo med Novair.
Sidstnævnte har Danmarks næst-største ferie-arrangør nu solgt til den danske Jet Nordic Group, der er mest kendt for sine Jet Time fly.
Det svensk-baserede Novair har ca. 240.000 årlige passagerer, knap 120 medarbejdere og to fly af typen Airbus A321neo. Salget ventes at blive gennemført i august.
Hos Jet Nordic Group vil Novair i første omgang fortsætte som et selvstændigt flyselskab – side om side med Jettime. Novair skal også fortsat flyve med Apollos feriegæster.
Hos både Jet Nordic, Apollo og Apollos tyske ejere – den store DER Touristik koncern – understreger man, at det er nødvendigt med nye tiltag og samarbejder i denne Corona-prægede tid. Ellers risikerer man ikke at være relevant for markedet længere.
De tre partnere kalder også deres initiativ for en et strategisk og nordisk samarbejde, der giver mulighed for et større og tydeligere kunde-fokus.
”Dette her er en plan for fremtiden. Vi tror på, at ferierejser til udlandet vender stærkt tilbage,” understreger Leif Vase Larsen. Han er topchef for DER Touristik Northern Europe.
Bag opkøbet står den kendte rejsemand Lars Thuesen, der gik konkurs med sit daværende flyselskab Jet Time i sommeren 2020.
Kort efter meldte Thuesen ud, at hans forretning ville åbne igen under navnet Jettime. Det ser man så nu ske med aftalen med Apollo.
Ifølge en pressemeddelelse skal Jettime flyve med 500.000 feriegæster om året….
(Indledningsfoto til artiklen: Apollo Rejser)
Skriv et svar