Mange mennesker har – som jeg – undret os over, at der ikke findes en direkte flyforbindelse mellem Danmarks to største lufthavne.
Hvis man skulle rejse mellem København og Billund eller den modsatte vej måtte man køre i egen bil eller tage en kombination af tog og bus, der tog længere tid end at flyve fra København til Rom!
Fra næste forår bliver dette skrigende hul i den danske transport-infrastruktur heldigvis lukket, når SAS genoptager sin indenrigsrute efter fem års ophør.
I første omgang vil SAS kun genoptage ruten mellem Billund og København i sommer-sæsonen med start den 30. marts 2025 og slut den 25. oktober.
SAS vil i den periode flyve fire daglige afgange hver vej på hverdage og tre om lørdagen.
Om den bliver udvidet til hel-års-rute, afgøres nok af efterspørgslen og salget af flybilletter.
Lad os håbe, at det bliver tilfældet, for både Aalborg, Aarhus, Karup og Sønderborg har direkte flyruter til København. Bare ikke Billund, der trods alt har landets næststørste lufthavn.
Dels kan ruten blive en god ”feeder” af jyske rejsende til København, som SAS netop har udnævnt til at være sit vigtigste og største knudepunkt – hub – til videre rejser ud i verden.
Desuden er der sikkert en del pendlere mellem landsdelene, som bliver gladere nu….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar