Down Under alias Australien har været et lukket land under det meste af Corona krisen. Det har bl.a. betydet, at landets nationale flyselskab Qantas kun har haft meget få internationale afgange og har måttet koncentrere sig om indenlandske ruter.
Det kunne se ud, som om den isolerede status ændrer sig i december. I hvert fald har Qantas meddelt, at man inden jul vil flyve internationalt igen.
Det forudsætter dog, at den australske regering lykkes med at vaccinere 80 procent af landets 25 millioner indbyggere inden da.
Får alle disse mennesker de ønskede stik, vil Qantas og datterselskabet Jetstar i første omgang åbne flyruter til andre lande med en stor procentdel af deres indbyggere vaccineret.
Ifølge flere amerikanske nyheds-medier vil regelmæssige flyvninger til USA, Storbritannien og Japan være de første lande, som Qantas genåbner til.
Andre lande må så vente indtil april næste år. Det vil bl.a. sige destinationer som Bali, Phuket, Bamgkok, Jakarta, Manila, Ho Chi Minh City og Johannesburg.
I den forløbne uge har Qantas indført et vaccine-krav for alle medarbejdere, der har kontakt med kunder. Det vil bl.a. sige piloter, kabine-personale, check-in og gate-personale.
Qantas fulgte dermed i kølvandet på United Airlines i UDSA. Siden har Swiss i Schweiz indført samme Corona-krav, mens Lufthansa drøfter med fagforeningerne om at gøre det samme….
(Indledningsfoto til artiklen: Bilal El-Daou / Pixabay)
Skriv et svar