Hvis I aldrig har prøvet at miste bagage, når I er ude at flyve, kan I prise jer lykkelige. Det har de fleste – og især folk, der rejser meget med mellemlandinger undervejs.
Én ting er så at miste sin kuffert. Det kan være slemt nok at stå et fremmed sted i udlandet uden tøj, medicin og andre fornødenheder. En anden ting er det besvær, man nogle gange skal igennem for at efterlyse sin forsvundne bagage.
Det kan derfor ikke undre, at forskellige sporings-systemer til kufferter og tasker er blevet populære hos frequent flyere.
Via elektroniske chips i bagagen, GPS satellitter og en app på mobiltelefonen kan man holde øje med, hvor sin kuffert befinder sig. Både, hvis den skulle være kommet på afveje i Sydamerika eller blot står 50 meter fra en i Københavns Lufthavn.
Store British Airways (BA) har nu meddelt, at man fra oktober vil åbne for brugere af såkaldte RFID tags fra firmaet ViewTag. De vil fungere sammen med flyselskabets egen app.
RFID står for ”Radio Frequency Identification” og består af små ”dimser” med elektronik, som man anbringer på sin bagage.
Samme teknologi anvendes mange andre steder i transport-sektoren – f.eks. til at identificere containere og deres indhold.
Hos British Airways er det eneste, den flyrejsende skal gøre, er at synkronisere information om sin flyafgang og identitet med RFID tag’gen på kufferten. Det sker trådløst med ens mobiltelefon. Derefter vil man straks kunne se, hvor i geografien ens bagage befinder sig.
Desværre er den slags tags ikke helt billige. De koster omkring 80 GBP pr. styk hos BA, men kan heldigvis genbruges mange gange.
Hver BSA TAG er forsynet med et display i e-ink, der bruger næsten ingen strøm. Hver tag skal kunne bruges 3.000 gange med forskelligt indhold, og det er ikke nødvendigt at lade den op i mellemtiden.
British Airways er i øvrigt langt fra det første flyselskab, der tilbyder RFID tagging via sin app. Nogle vil sikkert sige, at det var på tide, at BA tilbød den service til sine passagerer….
Skriv et svar