Normalt er det temmelig voksne mennesker, der kan prale af at have besøgt samtlige 50 stater i USA. Ikke sådan med lille Harper Yeats.
Hun indledte sin USA-rejse med at stikke sine små fødder i Atlanterhavet ved en strand i Charleston i delstaten South Carolina.
Harper var kun tre måneder, da hun besøgte Kennedy Space Center i Florida, og sin første faste føde indtog Harper i Anchorage i Alaska.
Harper blev født i den canadiske by Toronto. I den forbindelse besluttede hendes forældre Cindy og Tristan at tage en fælles barselsorlov i 12 måneder, som skulle bruges på at rejse i nabolandet USA.
De to unge forældre har altid rejst meget og havde i den forbindelse været i 19 amerikanske stater. Med deres nyfødte datter Harper ville de gøre pladen komplet og besøge alle ender og kanter af Donald Trumps ”America First.
Yeats parret har en plan om at få lille Harper i Guiness Book of Records. Derfor har de dokumenteret rejsen grundigt og uploadet billeder på Instagram, hvor resten af verden har kunnet følge den lille piges udvikling til at blive verdens yngste globetrotter.
Da Harper var otte uger gammel begyndte rundrejsen for alvor. Da krydsede den lille familie med deres bil grænsen til delstaten Maine, hvor farmand Tristan tog det første af mange, temmelig ens billeder – nemlig af ham selv og datteren ved statens officielle skilt.
Videre gik det til Massachusetts, Connecticut, Rhode Island og New York på USA’s østkyst, inden familien vendte næsen vest- og sydpå.
Siden den 18. Oktober er Harper medlem af den eksklusive ”All Fifty States Club” – og naturligvis det yngste nogensinde. Klubben giver kun adgang til mennesker, der kan dokumentere, at de har besøgt samtlige USA’s delstater mindst én gang.
50 stater på fire måneder. Det lyder som en anstrenge rejse for voksne med en stram tidsplan. Hvordan mon så ikke det må være med en skrigende baby, der ustandseligt skal skiftes og have flaske?
Den 32-årige mor fortæller til amerikanske medier, at Harper er et meget roligt barn. Hun har aldrig været et problem på rundrejsen.
Måske den lille pige ligefrem er den fødte globetrotter. Så kan hun måske nå at besøge verdens omkring 200 lande, inden hun skal i skole første gang….
Skriv et svar