SAS er under pres på flere fronter.
Økonomien er naturligvis den værste, fordi passagererne langt fra er vendt tilbage efter Corona krisen – og dem, der er kommet, køber billige billetter. Forretningsfolk, der betaler fuld pris på Business Class – er hårdt savnet hos SAS.
Dertil kommer, at SAS’ konkurrenter ikke står stille – og slet ikke i Arlanda lufthavnen i Stockholm, der ser ud til at blive næste års store krigs-skueplads her i vores del af verden.
Først meldte Lufthansas lavpris-selskab Eurowings, at man ville gøre Stockholm til sit nye nordiske center. Mange ruter vil gå ned mod Europa i direkte konkurrence med SAS.
Derpå kom der en krigs-erklæring fra Finnair – og den gør mindst lige så ondt på SAS. Finnerne vil nemlig åbne flere direkte langruter til USA. Ikke fra sin egen hjemmebane i Helsinki, men fra Arlanda i Stockholm.
Netop de interkontinentale ruter har normalt været SAS’ guldåre. Meget kunne tyde på, at også dét snart er slut.
Med Finnair i Stockholm og Norse Atlantic Airways i Oslo er det faktisk kun i København, hvor SAS ikke har den store konkurrence på de lange afgange.
Nu kommer så en ny trussel – denne gang fra øst og med direkte adresse til både Finnair og SAS.
Det er Air Baltic fra Letland, som for første gang lægger en ”hub” uden for Baltikum med Estland og Litauen. Det sker med en placering af et antal Airbus A220 fly i den finske by Tampere.
Herfra vil Air Baltic i maj næste år åbne ruter til en række storbyer længere nede i Europa. I direkte konkurrence med Finnair.
København er en af de nye Air Baltic ruter til og fra Tampere – Stockholm en anden. Derudover vil balterne flyve finner til bl.a. Oslo, Frankfurt og München.
Air Baltic har i øvrigt en af de yngste flåder i Europa. Selskabets 32 Airbus A220-300 maskiner er alle under tre år gamle….
(Indledningsfoto til artiklen: Air Baltic)
Skriv et svar